New York Knicks leverede natten til torsdag dansk tid det største comeback nogensinde i en finalekamp i den nordamerikanske basketliga NBA.

På hjemmebane i Madison Square Garden vandt New York Knicks med 107-106 over San Antonio Spurs, selv om værterne var bagud med hele 29 point undervejs.

I begyndelsen af tredje quarter var hjemmeholdet nede med 52-81, men det lykkedes stille og roligt at indhente gæsternes solide føring.

Med 1,2 sekunder tilbage fik Ogugua Anunoby vippet bolden i kurven og sikret New York Knicks to afgørende point, efter at holdkammeraten Jalen Brunson netop havde misbrugt et tre-points-forsøg.

Herefter udbrød der ellevild jubel blandt New York-spillerne og tilskuerne i Madison Square Garden.

Aldrig tidligere er det ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP lykkedes et hold at vinde et opgør i finaleserien efter at have været så stort bagud på pointtavlen.

Sejren betyder, at holdet fra USA's østkyst bringer sig foran med 3-1 i finaleserien, hvor der potentielt skal spilles syv kampe.

Med en sejr i Texas i den femte finalekamp vil New York Knicks sikre sig NBA-mesterskabet for første gang i mere end 50 år.

Den femte finalekamp spilles natten til søndag på San Antonio Spurs' hjemmebane.

New York Knicks, der senest var i NBA-finalen for 27 år siden, vandt senest titlen tilbage i 1973. Holdet vandt også mesterskabet i 1970.

San Antonio Spurs har vundet NBA fem gange. Sidste gang var i 2014.

/ritzau/