52 år efter den seneste titel høstede New York Knicks atter en pokal, da basketballholdet natten til onsdag dansk tid vandt sæsonens NBA Cup.
I finalen i Las Vegas vandt New York Knicks 124-113 over San Antonio Spurs og blev dermed den tredje vinder af turneringen.
Dermed slukkede New York Knicks titeltørsten, da holdet senest vandt NBA i 1973.
Briten Oguguay Anunoby blev kampens topscorer med 28 point for New York Knicks, der leverede et fornemt comeback i slutfasen.
Holdkammeraten Jalen Brunson bidrog med 25 point og blev kåret som den mest værdifulde spiller i NBA Cup-finalen.
San Antonio Spurs var foran med 11 point i tredje quarter, men New York Knicks formåede at vende det hele med en god slutspurt.
- Vi fandt en måde at vinde på. Det bør være vores motto resten af vejen. Vi skal nok finde en vej, siger Brunson ifølge Reuters.
Stortalentet Victor Wembanyama, der lige er kommet tilbage fra en skade, kom ind fra bænken og scorede 18 point for San Antonio Spurs.
NBA Cup er en ny pokalturnering i NBA. Den blev etableret i 2023 og kører sideløbende med den almindelige sæson. Pokalkampene tæller også som normale kampe i NBA-sæsonen med undtagelse af finalen.
Den første udgave af NBA Cup blev vundet af Los Angeles Lakers, mens Milwaukee Bucks tog titlen sidste år.
/ritzau/
