Danskeren Rasmus Neergaard vinder den prestigefyldte golfturnering Australian Open.
Det er hans første sejr på DP World Tour, og han endte med en samlet score på 15 slag under banens par, kun et slag foran nærmeste konkurrent.
- Jeg er tom for ord. Det har været en kamp hele dagen, siger en tydeligvis træt og overvældet Neergaard umiddelbart efter sejren.
Det endte med at blive en yderst tæt finalerunde på det ikoniske golfanlæg i Melbourne.
Førstepladsen skiftede hele tiden hænder mellem 26-årige Rasmus Neergaard og hjemmebanefavoritten Cameron Smith.
Med kun et hul tilbage lå danskeren og australieren fuldstændig lige på en delt førsteplads.
På hul nummer 17 var Rasmus Neergaard få millimeter fra at trække fra i toppen og lave en eagle, men missede akkurat hullet på greenen og måtte i stedet nøjes med en birdie. Også Cameron Smith lavede en birdie på 17. hul.
På 18. og sidste hul fik danskeren en forskrækkelse, da han sendte bolden ud i det lidt længere græs, mens australieren i stedet fik bolden sikkert ind på green.
Neergaard lod sig dog ikke ryste og fik på trods af et svært teknisk slag bolden ind på green igen i kampen om guldet og spillede hullet i banens par.
Cameron Smith skulle derefter blot sende bolden i hul for at sikre sig omspil, men han missede, og Rasmus Neergaards første sejr på DP World Tour var en realitet.
Turneringssejren udløser en check på lige under 2,2 millioner kroner til danskeren.
I finalerunden lavede Neergaard fire birdies og tre bogeys.
Turneringen i Melbourne er en del af både DP World Tour og PGA Tour of Australasia.
Rasmus Neergaard har spillet forrygende igennem hele turneringen. Danskeren leverede blandt andet en eagle både i første og anden runde, mens han sluttede tredje runde af med tre birdies i træk.
Neergaard er den eneste danske deltager i Australian Open, der har en samlet præmiepulje på 12,8 millioner kroner.
Sejren er kronen på værket for den nordsjællandske golfspiller, der har gjort lynkarriere.
Efter fem år på college i USA blev Rasmus Neergaard professionel i midten af 2023 - og året efter begyndte det virkelig at tage fart.
Sidste år spillede han på Hotel Planner Tour og rykkede på overbevisende vis op til DP World Tour i denne sæson.
I sæsonfinalen i Dubai leverede han en fænomenal slutspurt og sikrede sig en tredjeplads blandt meget prominente navne som verdensstjernen Rory McIlroy. Neergaard fik dermed en adgangsbillet til PGA Tour i 2026.
/ritzau/
