Kalenderåret 2025 har ikke budt på en dansk golfsejr på højt niveau, men måske kommer den i sidste øjeblik.

Rasmus Neergaard har efter to af fire runder i hvert fald lagt sig i spidsen af Australian Open, der er en del af både DP World Tour og PGA Tour of Australasia.

Fredag leverede den 26-årige dansker blandt andet fire birdies og en bogey, men også for anden dag i træk en eagle på banens 14. hul.

Det rakte til en runde i fem slag under banens par, og samlet set deler Neergaard nu førstepladsen med portugisiske Daniel Rodrigues med en samlet score på ni slag under par.

Det er syv slag bedre end turneringens helt store stjerne og trækplaster, Rory McIlroy, som dog mere end en gang i karrieren har leveret et stort comeback i løbet af weekenden.

Neergaard er den eneste danske deltager i Australian Open, der afvikles i Melbourne og har en samlet præmiepulje på 12,8 millioner kroner.

En eventuel sejr vil være kronen på værket for den nordsjællandske golfspiller.

Han startede 2025 med sin første fulde sæson på DP World Tour, og efter en fænomenal slutspurt leverede han i en førerbold med Rory McIlroy både en tredjeplads i sæsonfinalen og en opgradering til PGA Touren i 2026.

At 2025 er uden danske sejr er ikke helt korrekt. Thomas Bjørn har således vundet to turneringer på PGA Tour Champions, der er en lukrativ og stjernebesat tour for spillere over 50 år.

Og i denne uge spiller Bjørn igen med om en sejr. Han, Søren Kjeldsen og Europa fører lige nu an i holdturneringen World Champions Cup i Florida.

Her dyster holdet, der også rummer blandt andre Colin Montgomerie, Bernhard Langer og Darren Clarke mod et hold fra USA og et internationalt hold med spillere fra resten af verden.

/ritzau/