Det er ikke hver dag, at en træner for det ene hold må punge ud og betale for et bryllup til en spiller fra et helt andet hold.

Men det er situationen for den kendte Los Angeles Clippers-træner Doc Rivers og Dallas Mavericks-spilleren Seth Curry. Det er dog ikke så mærkeligt, som det lige umiddelbart kan lyde.

For Seth Curry har i flere år dannet par med Doc Rivers’ datter Callie, som han også har en lille datter sammen med. Nu er de to så blevet gift, og det bryllup er betalt for Doc Rivers’ penge, som det hører sig til på helt klassisk manér.

»Det var meget dyrt,« fortæller Doc Rivers til Los Angeles Times og fortsætter lidt undrende over, hvorfor det var ham, der skulle smide pengene for det fornemme Malibu-bryllup.

»Jeg må være den første træner nogensinde til at betale et bryllup for en NBA-spiller. Jeg forstår det ikke. Jeg mener ikke, at jeg skulle have betalt. Det gør jeg virkelig ikke. Men det var fantastisk,« siger Doc Brown.

Seth Curry og Callie Rivers har dannet par længe, og for en uge siden blev de så mand og kone. Og hvor traditionerne blev holdt i hævd ved at lade brudens far betale brylluppet, sørgede Seth Curry også for at gøre tingene efter bogen.

Doc Rivers blev spurgt om lov til datterens hånd.

»Han er en gentleman. Som far er det alt, hvad du ønsker. Han ringede til mig og spurgte ligesom alle andre normale mennesker,« har Doc Rivers tidligere fortalt til The Undefeated, hvor han også afslørede sit åbenlyse svar.

»Jeg sagde til ham, at det var godt - og absolut. Men jeg tror, at han vidste, jeg ville svare det.«

Lige nu er der ren honeymoon i familien Curry/Rivers, og det kan da også fortsætte lidt endnu. Men inden længe starter NBA-sæsonen, og den 17. oktober bliver Callie Rivers sat i et dilemma.

Her mødes Dallas Mavericks og Los Angeles Clippers i NBA.

Det kan være, at en ring på fingeren bliver afgørende for, hvem Callie Rivers holder med i det opgør. Også selvom far betalte brylluppet.