Røntgenbilleder viser, at Stephen Curry ikke behøver at frygte for en pause efter uheld natten til tirsdag.

New Orleans. Basketballstjernen Stephen Curry måtte humpe ud i slutningen af opgøret, da han sammen med Golden State Warriors var på besøg hos New Orleans Pelicans i NBA natten til tirsdag dansk tid, men han slipper for en lang pause.

Curry, der i både 2015 og 2016 blev kåret til ligaens mest værdifulde spiller (MVP), landede forkert på anklen, da han forsøgte at stjæle bolden fra en modstander.

Humpende blev han hjulpet fra banen, før han forlod hallen på krykker og blev kørt direkte til røntgenfotografering.

Røntgenbillederne viser heldigvis for stjernen, at der ikke er nogen tegn på skader. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Undervejs var Golden States forsvarende mesterhold i store problemer mod New Orleans, men takket være blandt andet Stephen Currys 31 point inden skaden, vendte holdet et truende nederlag.

Fra at have været bagud med 21 point vandt Golden State udekampen med 125-115. Holdet er fortsat det næstbedste i vestkonferencen, som toppes af Houston Rockets.

Sidste års tabende NBA-finalist, Cleveland Cavaliers, hentede holdets 12. sejr i træk. Det skete med en udesejr på 113-91 over Chicago Bulls.

Superstjernen LeBron James tegnede sig for 23 af Clevelands point. Holdkammeraterne Dwayne Wade og Kevin Love overgik ham begge ved at lave 24 point hver.

Cleveland Cavaliers er det næstbedste hold i østkonferencen, som domineres af Boston Celtics.

/ritzau/