Engang var de venner og tætte forretningspartnere. Nu er de i krig om 10 millioner, og det går ikke stille for sig.

Det handler på den ene side om LA Lakers-stjernen Lonzo Ball, der i USA ikke bare er kendt for sine evner på basketballbanen, men også som realitystjerne i familiens Balls egen tv-serie. Og i det andet ringhjørne står familiens mangeårige ven og samarbejdspartner Alan Foster.

Han er tidligere idømt fængsel for pyramidespil og hvidvask, men det vidste familien Ball bare ingenting om, da Foster begyndte at indynde sig midt i 00’erne. Det ville de nok godt have vidst i dag, hvor 10 millioner er forsvundet fra Lonzo Balls konto.

Derfor har NBA-stjernen lagt sag an mod Alan Foster for at have “konspireret til underslæb af millioner af dollars og derefter stjålet disse midler til hans personlige brug”, står der i retsdokumenter, som ESPN refererer til.

LaVar Ball sidder her til venstre med sin anden søn LaMelo Ball under en promovering af Big Baller Brand i 2017.
LaVar Ball sidder her til venstre med sin anden søn LaMelo Ball under en promovering af Big Baller Brand i 2017. Foto: ANTHONY WALLACE
Vis mere

Det betyder med andre ord, at Alan Foster har trukket 10 millioner kroner ud af forskellige fælles firmaer for at putte dem i egen lomme. Og det har fået Lonzo Ball til ikke bare at gå rettens vej, men også at gøre alt for at slå virksomheden Big Baller Brand i stykker.

Sportstøjsmærket er startet af Lonzo Balls far, LaVar Ball, men 16 procent ejes nu af Alan Foster, mens Lonzo Ball har 51 procent af firmaet.

Da Lonzo Ball hørte om Fosters svindel, reagerede han prompte med at smutte fra virksomheden, og hans manager Darren Moore delte en video af sig selv på Instagram, hvor han smed Big Baller Brand-sko i skraldespanden og opfordrede andre til at gøre det samme.

Og hvad er så problemet i det? Jo, det er, at farmand LaVar nu alligevel ikke er helt med på at brænde virksomheden ned til grunden for at få skovlen under den nu tidligere familieven Alan Foster.

»Vi havde et møde, før historien kom frem, og alle var i deres følelsers vold,« sagde LaVar til TMZ og forklarer, hvorfor han selv gik fra at ville lukke den fælles virksomhed til nu at ville beholde det.

»Jeg sagde til dem, at vi lukker alt ned, for jeg vil ikke have, at han (Foster, red.) får noget. Så jeg sagde, at det var lukket ned.«

Så mens farmand offentligt forsøgte at lukke firmaet, valgte Lonzo Ball at få fjernet sin Big Baller Brands-tatovering og dermed tage endnu mere afstand. Og pludselig ville farmand så alligevel beholde virksomheden, som dog stadig er truet af et totalt kollaps.

Men den i USA så kendte familie har det altså stadig godt trods de åbenlyse uenigheder, understreger LaVar.

»Medierne gør en stor ting ud af det her. Vores familie står sammen. Alt er godt. Det kører stadig, og mine drenge buldrer stadig frem, og min familie er intakt,« siger LaVar Ball.

Hvis du er stået af på det hele, kan du lige få historien hurtigt igen.

Lonzo Ball er blevet snydt for 10 millioner kroner af sin gamle forretningspartner Alan Foster, som også ejer 16 procent af Lonzo Balls firma Big Baller Brand, og derfor er Lonzo Ball skredet fra firmaet, og hans far LaVar truede med at gøre det samme, men ombestemte sig pludselig.

Ja, der er gang i den i familien Ball.