Stephen Curry kommer næppe i aktion før februar, efter at han brækkede hånden.

Basketballholdet Golden State Warriors må undvære superstjernen Stephen Curry i mindst tre måneder, efter at han onsdag aften amerikansk tid brækkede hånden i NBA-kampen mellem Golden State og Phoenix.

Fredag gennemgik Curry en vellykket operation i venstre hånd, og han er tidligst tilbage i begyndelsen af februar. Det skriver Golden State på sin hjemmeside.

- Curry forventes at kunne komme tilbage i fuld vigør, og der vil komme en opdatering om hans skades om tre måneder, lyder det.

Derfor kan det ikke afvises, at skaden holder ham ude i endnu længere tid.

Curry er to gange blevet kåret som ligaens mest værdifulde spiller (MVP).

Sammen med Golden State har han været i NBA-finalen fem år i streg, og han har været med til at vinde tre titler.

Selv om Curry kan være tilbage til den afgørende del af sæsonen, er der afdæmpede forventninger til Golden State i denne sæson. En anden stjerne, Klay Thompson, er nemlig også skadet, og han kommer næppe i aktion foreløbig.

Desuden forlod profilen Kevin Durant holdet før sæsonen.

Uden Stephen Curry tabte Golden State natten til lørdag dansk tid med 110-127 hjemme til San Antonio Spurs. Golden State har kun vundet en af sæsonens første fem kampe.

/ritzau/