Klay Thompson trådte i karakter, da Golden State Warriors uden Steph Curry sent lørdag slog San Antonio Spurs.

Oakland. Golden State Warriors, der er forsvarende mestre i verdens bedste basketball-liga, NBA, kom godt fra start, da holdet indledte slutspillet med en 113-92-sejr over San Antonio Spurs natten til søndag.

Sejren kom i hus, selv om en af holdets vel nok største profiler, Stephen Curry, sad på bænken med en skade i knæet.

I hans fravær trådte flere af holdets andre stjerner i karakter. Ikke mindst Klay Thompson, der scorede 27 point. Han sænkede blandt andet fem ud af seks forsøg fra trepointslinjen.

Kevin Durant supplerede med 24 point, otte rebounds og syv assister i kampen.

- Vi spillede godt. Vi spillede hårdt. Vi skal gøre det endnu bedre næste gang, siger Kevin Durant, der hylder Klay Thompsons præcision fra distancen

- Klay sænkede sin skud. Han var virkelig god. Han var også gennembrudsstærk. Vi kommer ikke til at skyde så godt hver gang, så vi skal også spille godt i forsvaret, siger Kevin Durant.

Ifølge Golden State Warriors går det fremad med Stephen Currys knæskade. Han ventes dog tidligst at kunne spille i kamp fire i næste weekend.

Der bliver spillet bedst af syv kampe i slutspilsserierne i NBA.

Torono Raptors, der sluttede på duksepladsen i Eastern Conference i grundspillet, vandt hjemme 114-106 over Washington Wizards i de to holds første møde i slutspillet.

Canadierne brød dermed en kedelig stime, da holdet i ni forsøg aldrig har vundet åbningskampen i et slutspil i NBA.

- Det er stort for os. Vi gjorde arbejdet færdigt. Nu må vi forsøge at bygge videre på det, siger en af holdets profiler Kyle Lowry.

Serge Ibaka blev topscorer for hjemmeholdet med 23 point. Reserven Delon Wright supplerede med 18 point, mens DeMar DeRozan scorede 17.

/ritzau/