Klubpræsident fra NBA-klub beskyldes for at kritisere spillere og ledere via falske Twitter-profiler.

Los Angeles. Klubpræsidenten i den amerikanske NBA-basketballklub The Philadelphia 76ers er endt i en noget penibel sag.

Det er onlinemediet The Ringer, der beskriver, at klubpræsident Bryan Colangelo i hemmelighed skulle have oprettet fem falske Twitterprofiler, hvorfra han skulle have rost sit eget arbejde og kritiseret blandt andre nogle af holdets spillere.

Historien beskrives af flere internationale nyhedsbureauer.

The Philadelphia 76ers har efterfølgende udsendt en meddelelse, hvor man fortæller, at situationen nu efterforskes.

- Beskyldningerne er alvorlige, og vi har iværksat en uafhængig efterforskning af sagen. Vi vil fortælle om undersøgelsens resultat, så snart der er konkluderet noget, skriver klubben.

Bryan Colangelo erkender i en udtalelse, som er sendt til The Ringer, at han har brugt en anonym Twitter-profil. Men han nægter at have noget at gøre med de fire øvrige profiler.

- Som mange kolleger i sportens verden har jeg brugt sociale medier til at følge med i nyheder.

- Jeg har brugt profilen @Phila1234567, som nævnes i artiklen, til at overvåge vores branche og andre begivenheder, men jeg har aldrig slået noget op på sociale medier.

- Denne historie er foruroligende for mig på mange niveauer, da jeg ikke kender de andre Twitter-profiler, som jeg er blevet gjort opmærksom på.

- Jeg ved heller ikke, hvem der står bag dem, eller hvad deres motiver har været ved at benytte dem, lyder det fra klubpræsidenten.

Ifølge The Ringer fik mediet et tip tilbage i februar om, at Bryan Colangelo brugte de fem nævnte profiler på Twitter.

Fra april og indtil i sidste uge er profilerne brugt til at kritisere basketballspillere, herunder klubbens egne spillere Joel Embiid og Markelle Fultz.

Tidligere general manager i The Philadelphia 76ers Sam Hinkie er ligesom Torontos klubpræsident, Masai Ujiri, også blevet kritiseret.

Joel Embiid svarede onsdag på Twitter, at han ikke tror på historien.

Senere sagde spilleren til ESPN:

- Jeg har talt med ham (Colangelo, red.), og han fortalte, at han ikke har sagt de ting. Han ringede for at afkræfte historien. Jeg må tro ham, indtil det modsatte er bevist. Er det sandt, så er det virkelig skidt.

/ritzau/