Los Angeles Clippers skal betale en bøde på 194 millioner kroner og mister fem førsterundevalg, mens ejeren Steve Ballmer suspenderes et år.

Basketballklubben accepterer straffen fra NBA for at bryde reglerne om ligaens lønloft. Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters mandag.

Sagen begyndte i 2025 og drejer sig om Los Angeles Clippers-stjernen Kawhi Leonard og klubbens håndtering af flere sponsorater til spilleren.

Sponsoraterne blev ikke indberettet som en del af lønnen, og det vurderer NBA som en omgåelse af reglerne om ligaens lønloft.

NBA's uafhængige undersøgelse, der har varet et år, "afslørede et mønster af uredelig adfærd og adskillige alvorlige regelbrud begået af Clippers-organisationen, der tidligere har overtrådt reglerne" om ligaens lønloft.

Leonard blev 2. september idømt en bøde på 4,5 millioner kroner i sagen.

Steve Ballmer, der er hovedejer i Los Angeles Clippers, accepterer sanktionerne fra NBA, oplyste han søndag aften lokal tid.

- Det har været en meget svær tid for alle med tilknytning til Clippers, og det beklager jeg oprigtigt, siger Ballmer på klubbens X-profil.

- Jeg vil gerne undskylde over for vores fans, medarbejdere og mine medejere i NBA for den uro og de problemer, denne sag har medført. Det er et ansvar, jeg påtager mig som hovedejer.

Den melding og beklagelse markerer et holdningsskift i klubben, som gentagne gange på det kraftigste afviste at have gjort noget forkert.

Nu har tonen fået en anden lyd.

- Vi er fast besluttet på at lægge dette kapitel bag os. Vi har rettet os efter de sanktioner, ligaen har pålagt os. Vi har betalt bøden og ser fremad, lyder det fra Ballmer.

Sagens kerne var, at Los Angeles Clippers præsenterede Leonard for klubbens sponsorer med henblik på indtjeningsmuligheder og reklameaftaler uden for banen.

Ifølge efterforskningen indgik Leonard blandt andet en sponsoraftale på 181 millioner kroner med en sponsor, som også havde aktiviteter i klubben.

Ifølge NBA lukrerede Ballmer på, at de pågældende sponsorer lavede en aftale med Los Angeles Clippers som forudsætning for, at sponsorerne kunne lave en aftale med Leonard.

På den måde kunne både klubben og Leonard opnå ekstra indtjeningsmuligheder.

Efterfølgende undlod klubben at indberette henvendelserne fra sponsorerne, og klubben indberettede heller ikke betalingerne som en del af spillerens løn.

Det er ulovligt i NBA, og det er det, som Los Angeles nu bliver straffet for.

NBA har frataget Los Angeles Clippers førsterundevalg i fem år i træk. Klubben kan ikke drafte spillere i første runde i årene mellem 2029 og 2033.

RITZAU