Dallas Mavericks ønsker ikke længere at afspille "The Star-Spangled Banner" før holdets hjemmekampe i NBA.

NBA-holdet Dallas Mavericks bryder med en tradition i amerikansk sport om at afspille den amerikanske nationalmelodi.

Det bekræfter klubejer Mark Cuban til magasinet The Athletic.

Ifølge ligaens regler skal spillerne i NBA stå op, når "The Star-Spangled Banner" bliver afspillet.

Flere spillere har de seneste måneder valgt at knæle under afspilningen af nationalmelodien som en protest mod undertrykkelse af sorte og farvede mennesker i USA.

Protesterne tog til i styrke i sommeren 2020, efter at George Floyd blev kvalt i forbindelse med en hårdhændet anholdelse.

Dengang udtrykte ejeren af Dallas Mavericks, Mark Cuban, støtte til alle spillere, der valgte at knæle under nationalmelodien.

- Hvis de knæler, så viser de respekt, og det vil gøre mig stolt, sagde Cuban dengang.

På Twitter kritiserede han efterfølgende, at nationalmelodien bliver brugt hver eneste mulige lejlighed i USA.

- Politikken omkring vores brug af nationalmelodien i det her land er ude af kontrol, skrev Dallas Mavericks-ejeren.

Ifølge The Athletic har Dallas Mavericks ikke afspillet nationalmelodien i holdets 13 hjemmekampe i denne sæson.

NBA oplyser til The Athletic, at klubberne i 2020/21-sæsonen må arrangere deres optakter til deres hjemmekampe, som klubberne ønsker det. Det skyldes de særlige forhold som følge af coronakrisen.

/ritzau/AFP