Udendørs-VM i atletik lægger i 2029 for første gang vejen forbi Afrika.

Tirsdag er Kenyas hovedstad, Nairobi, blevet udpeget som vært for verdensmesterskabet efter at have slået London, München og Rom i kampen om værtskabet om tre år. München har fået værtskabet i 2031.

Det oplyser Det Internationale Atletikforbund (World Athletics) efter et møde i Budapest.

- Vi havde fire enestående bud på værtskaberne i 2029 og 2031, og det var ikke en let beslutning for vores bestyrelse. Beslutningen betyder, at de næste tre verdensmesterskaber bliver fordelt mellem Asien, Afrika og Europa, siger Sebastian Coe, der er præsident i World Athletics.

- Det bliver historisk at få VM til Afrika. Nairobi præsenterede et meget overbevisende bud. Det var vigtigt for os at få VM til Afrika, når den rette vært kom med det rette bud under de rette omstændigheder, tilføjer han.

Kenya har tidligere været vært for ungdomsverdensmesterskaber i atletik og de afrikanske mesterskaber. Nairobi søgte også om at være vært for 2025-udgaven af VM, men tabte dengang udbuddet til Tokyo.

Det vækker glæde hos landets præsident, William Ruto, at hele verden om tre år kommer til at vende øjnene mod atletikkonkurrencerne i Kenya.

- Det her er Kenyas øjeblik, det er Afrikas øjeblik, og det er en sejr for en hel generation af atleter, som har gjort vores land synonymt med løbekonkurrencer på banen og på endnu længere distancer på asfalt, siger præsidenten ifølge AFP.

Kenya var allerede inden tildelingen af værtskabet gået i gang med at totalrenovere atletikstadionet Kasarani Stadium, der bliver centrum for VM.

Næste år afholdes atletik-VM i Beijing. Det bliver det 21. verdensmesterskab afholdt af World Athletics, der tidligere var kendt som IAAF.

RITZAU