Den hviderussiske bodybuilder Illiya Yefimchyk, der var kendt under navne som 'verdens mest monstrøse bodybuilder' og 'mutanten', er død.

Han blev 36 år gammel.

Det skriver flere internationale medier som The New York Post og Daily Mail, ligesom også han kone Anna Yefimchyk har bekræftet nyheden på Instagram.

Ifølge Daily Mail fik den 154 kilo tunge bodybuilder hjertestop i sit hjem 6. september. Han kone udførte livreddende førstehjælp, indtil han blev fragtet til hospitalet i helikopter, men hans liv stod altså ikke til at redde.

»Jeg tilbragte hver dag ved hans side og håbede, og hans hjerte begyndte at slå igen. Men lægen gav mig den forfærdelige nyhed, at hans hjerne var død.«

»Jeg takker alle for deres kondolencer. Det er meget hjertevarmende at indse, at jeg ikke er alene i verden, og at så mange mennesker har tilbudt mig hjælp og støtte,« skal enken ifølge Daily Mail have udtalt til et lokalmedie.

Muscle and Fitness skriver, at Illiya Yefimchyk hver dag indtog 16,500 kalorier. Blandt andet igennem 2,5 kilo kød.

Det var hans størrelse, tatoveringer og evne til at udføre ekstremt tunge løft – heriblandt dødløft og squat på 317 kilo – der gav ham hans tilnavne.

Illiya Yefimchyk konkurrerede aldrig som bodybuilder, men skabte sig i stedet en karriere gennem Instagram, hvor han nåede at få mere end 300.000 følgere.

»Min forvandling er et resultat af mange års hård træning og disciplin, parret med en forståelse af træningsfysiologi og ernæring. Min mission er at indgyde folk en arbejdsmoral, så de kan overvinde og overkomme deres frygt, mens de handler med selvtillid for at forbedre sig selv og deres omgivelser,« skal han ifølge Daily Mail have udtalt.