Mogens Palle har sikret Lolenga Mock en titelkamp mod manden, der brutalt knockoutede Patrick Nielsen. 

En ny og bemærkelsesværdig kamp kan være på vej ved Mogens Palles næste Danish Fight Night-stævne på en ubekræftet dato i april måned.

Her har Mogens Palle sikret sig en aftale med engelske John Ryder, der i oktober sidste år brutalt knockoutede danske Patrick Nielsen ved i kamp i London.

Det er således promotorens plan at sende John Ryder i ringen på dansk grund mod veteranen Lolenga Mock, som i januar måned slog en anden af Patrick Nielsens banemænd, russeren Dmitrii Chudinov, på point i Frederiksberg Hallerne.

Den kamp bliver en realitet, hvis Mogens Palle ellers kan blive enig med Lolenga Mock om vilkårene for kampen mod John Ryder, hvor der oven i købet kommer en titel på spil.

Det fortæller Mogens Palle til BT.

»Jeg har arbejdet på at bygge Lolenga Mock op til en VM-kamp, som han har drømt så længe om. Nu har jeg en titelkamp klar til ham mod John Ryder, som han kan bokse imod på dansk grund til april. Det er min plan at lave et brag af et stævne med den kamp, hvor de kan bokse om IBOs intercontinentale titel,« forklarer Mogens Palle.

Godt nok er det ikke den VM-titel, som Lolenga Mock efter 11 kampe i træk som ubesejret, har ventet på. Men man skal se kampen i et større billede, mener Mogens Palle.

»Jeg vil lave den kamp for, at Lolenga Mock kan komme ind på ranglisten som VM-udfordrer, og det kan han blive, hvis han vinder over John Ryder. Jeg mener, at det er kampen for Lolenga Mock også efter, at John Ryder slog Patrick Nielsen,« siger han.

VM-bæltet hos IBO, der rangerer som verdens femtestørste forbund, sidder på engelske Chris Eubank Jr., der lørdag aften sætter det på spil i et dobbelt VM-brag mod George Groves i Manchester.

Står Lolenga Mock pludselig med IBOs intercontinentale-titel, kommer han automatisl ind på ranglisten, og han vil på den måde være en kandidat til en VM-kamp hos forbundet.

Det eneste, der står i vejen for kampen lige nu, er Lolenga Mock. BT har forsøgt at få en kommentar fra supermellemvægteren, som er på ferie.

Men på vegne af Lolenga Mock forklarer hans træner, Ivor De Lima, at der skal en forhandling med Mogens Palle til, før Lolenga Mock går i ringen igen.

»Hvis Mogens vil have Lolenga Mock til at bokse mod de her folk, så skal betingelserne være derefter. Lolenga Mock skal have betydeligt mere i kassen, og han skal have sparring, der løfter Lolenga Mock op på et højere plan,« siger Ivor De Lima.

Det er således et spørgsmål om aflønning, der lige nu skiller Mogens Palle og Lolenga Mock ad, slår Ivor De Lima fast.

»Vi siger ikke ja til noget, før vi ser betingelserne. Mogens Palle skal bare være åben om at forhandle, og så ser vi på det. Det er kroner og ører, det drejer sig om, hvis Lolenga Mock skal møde de der topfolk. Og så skal der være en titel i spil,« forklarer han.

Mens Mogens Palle skal forsøge at finde frem til en aftale med Lolenga Mock, så tilbød han tidligere i denne uge Patrick Nielsen en kamp mod Jeppe Morell ligeledes i april.

Men hvorvidt den kamp bliver en realitet, er fortsat uvis.