Hun var blot 21 år og på vej frem i MMA-sporten, men nu er hun gået bort.

Søndag kørte Shalie Lipp af sted i en bil omkring Red River i Moorhead, Minnesota, men overlevede ikke køreturen.

Den 35-årige fører af bilen forulykkede og kørte sammen med en anden bil med tre personer i.

De fire andre overlevede, men Lipp gjorde ikke, og det lokale politi er nu gået ud med oplysningen om, at hun ikke havde sele på, da det gik galt.

Den fremadstormende MMA-kæmper skulle have været i buret 20. maj ved stævnet 'Ignite No Mercy 11' i Kent Freeman Arena.

Promotoren for stævnet vurderer, at hun var på vej til MMA-sportens topklasse.

»Alle vidste, hvor stort potentiale hun havde, og hun havde kurs mod UFC,« lyder det fra Jeremy Bjornberg ifølge Mymmanews.com.

Hendes træner Eric Sweeney er også knust.

»Mit hjerte er helt ødelagt. Du var sådan en fantastisk person og fuld af håb og drive. Du er en af de få personer, jeg har mødt, der virkelig er gået efter guldet. Og det vil jeg aldrig glemme dig for.«