Lørdag aften gik det løs. Det længe ventede Dominance 2.0, der blev arrangeret af Mark O. Madsen, løb af stablen foran børnefamilier og almindelige personer i et udsolgt KB-hallen.
Men inden der overhovedet blev kæmpet MMA, var der spekulationer om, hvorvidt en række personer fra fangrupperinger i hooliganmiljøet ville møde op for at stjæle opmærksomheden.
Nogle af de 'fightere', der indtog buret i går, har nemlig relationer til de hårdkogte fanmiljøer fra henholdsvis FCK og Brøndby. Det kunne Ekstra Bladet berette om lørdag.
Men spørger man præsidenten for Dominance Fighting Championship selv, skal de »hårdkogte typer« holde sig til at kæmpe i ringen.
»Jeg hørte godt rygterne om, at der ville komme nogle fra fanmiljøerne. Men hvis man gerne vil slås, så kan man tage sin telefon og ringe til mig. Så skal jeg nok sende dig i buret. Jeg kan endda kvittere med et par shorts og et par handsker,« lyder det fra præsidenten Mark O. Madsen, der tilføjer, at han ikke bemærkede nogle af de mennesker, Ekstra Bladet skrev om lørdag.
»Jeg syntes faktisk, at det var en storm i et glas. Det blev blæst op. Jeg kan godt være en smule nysgerrig på, om der mon sidder nogle mennesker, der har en agenda i at blæse det en lille smule op,« siger Mark O. Madsen til B.T.
Han fortæller selv, at han ikke direkte har nogle fjender, men når man stikker næsen frem, skal man være parat til at tage de slag, der nu følger med.
Ambitionen er nemlig at skabe Champions League inden for MMA, og det mener han godt kan provokere.
Han fastslår dog, at sikkerheden i går var fuldstændig i top, og selvom præsidenten godt havde hørt, at der ville dukke personer op fra fangrupperingerne i dansk fodbold, gav det ikke anledning til at opjustere sikkerheden.
»Faktisk vil jeg sige, at de (fangrupperingerne, red.) opførte sig eksemplarisk. Der har ikke været noget ballade, og de kom udelukkende for at støtte deres kæmpere. Jeg har navne på alle mine gæster, så jeg kan lynhurtigt finde ud af, hvem folk er, hvis de ikke opfører sig ordentligt,« fastslår skaberen af Dominance 2.0.
Mark O. Madsen fortæller til B.T., at visionerne bag stævnet var at få Las Vegas til København. Lørdag blev KB-hallen udsolgt, og næste event finder sted den 26. april 2025.
