Den 20. august blev den amerikanske MMA-kæmper Justin Thornton knockoutet under en kamp i Mississippi. Og det har i dag med al sandsynlighed vist sig at være fatalt.

Justin Thornton skulle kæmpe imod Dillon Cleckler i et såkaldt Bare Knuckle Fighting Championship (BKFC). En turnering, hvor kæmperne slås med de bare næver.

Her led Justin Thornton en tragisk skæbne, da han efter blot 20 sekunder blev knockoutet af en knytnæve i hovedet. Efter slaget faldt han pladask til gulvet, hovr han blev liggende i syv minutter uden at bevæge sig, imens han modtog behandling.

Mandag oplyste repræsentanter for BKFC, at Thornton er afgået ved døden. Det er endnu uvist, hvad den nøjagtige dødsårsag er, men ifølge mediet TMZ har amerikaneren haft store problemer med skaderne efter kampen. Hans død har selvsagt påvirket arrangørerne bag turneringen, fortæller de.

»Vi er meget kede af her i morges at høre, at en af vores kæmpere, Justin Thornton, der kæmpede ved BKFC 20. august, er død,« udtaler Dave Feldman, der er præsident for BKFC, i en pressemeddelelse ifølge TMZ.

»Vi tilslutter os resten af kampsportsfællesskabet og sender vores dybeste kondolencer til hans familie og dem, han havde kær.«

Den afdøde kæmper havde kæmpet professionelt i over et årti, hvor det blev til seks sejre og 18 nederlag. Det var Thorntons debut, når det gjaldt at slås med bare næver i BKFC, men kampen mod Dillon Cleckler blev den sidste.

Justin Thornton blev kun 38 år.