Den tidligere bokseverdensmester Mikkel Kessler er medlem nummer 35 af Sportens Hall of Fame.

Mikkel Kessler er det nyeste medlem af Sportens Hall of Fame.

Lørdag aften blev den tidligere bokser optaget i det fine selskab som medlem nummer 35 ved prisuddelingen Sport 2019, der blev afholdt i Jyske Bank Boxen i Herning.

"The Viking Warrior" er den anden bokser, der nu er udødeliggjort i Sportens Hall of Fame. Den første var Tom Bogs, som blev optaget i 2002.

- Det er en kæmpe ære for mig at blive en del af Sportens Hall of Fame, og jeg er helt overvældet. Jeg har altid set op til de andre atleter, og de har fyldt meget i min opvækst, siger Mikkel Kessler i en pressemeddelelse.

Han optages på baggrund af en lang karriere i amatør- og professionel boksning, som blandt andet førte ham til VM-titler i de store bokseforbund WBA og WBC.

- Mikkel Kessler har haft en fantastisk karriere, hvor han aldrig har været bange for at tage de store kampe, siger Niels Nygaard, formand for Hall of Fame-komitéen og formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF), i pressemeddelelsen.

- Han har været en flot repræsentant for Danmark og har altid haft en enorm opbakning i befolkningen i kraft af sit smilende og imødekommende væsen.

Mikkel Kessler begyndte som 13-årig til boksning tilbage i 1992. Seks år senere blev han professionel.

I 2003 tog han sin første verdensmestertitel i WBA. Senere blev han også verdensmester i WBC.

Alle titlerne blev sat på spil i 2007 mod waliseren Joe Calzaghe, hvor det dog endte med et nederlag foran 60.000 walisere på Millennium Stadium i Cardiff. En kamp, som Kessler selv kalder sin største i karrieren.

WBA- og WBC-titlerne blev senere genvundet.

- Boksning har gjort mig til den person, jeg er. Hvis du vil være den bedste, er der ikke tid til alt muligt andet, så boksning har været mit liv.

- Men jeg har heldigvis fundet ud af, at der også er et liv efter boksning, siger Kessler, som boksede sin sidste kamp i 2013.

Han nåede i sin karriere at bokse 49 kampe, hvoraf 46 blev vundet. I 2006 blev han kåret som Årets Sportsnavn, ligesom han samme år også vandt prisen BT Guld.

/ritzau/