Mesterholdet Odense Bulldogs har endnu ikke levet op til sidste sæsons højder, men efter 5-2 over Frederikshavn White Hawks mandag er en mindre stime sat i gang.

Fynboerne har således vundet to kampe i træk og ligger nummer fire i Metal Ligaen. Dog med hele 20 point op til førerholdet Herning og 9 point op til Herlev på andenpladsen.

Mandag kom Frederikshavn tidligt foran, men med fire mål på ni minutter i første periode blev skabet sat på plads.

- De første otte-ti minutter var ret dårlige, men resten af kampen kontrollerede vi godt. De fik et par nemme mål, men vi scorede fem gange på hjemmebane, og det er ganske stærkt, siger Odense-svenskeren Joakim Thelin til Metal Ligaen TV.

Ikke overraskende var humøret knap så højt hos landsmanden Jaeden Martin, der spiller back for Frederikshavn. Han er stærkt utilfreds med holdets indstilling.

- Det var aldeles for dårligt - som vanligt. Det halve af holdet ville gerne, og det halve af holdet ville ikke spille med. Det skal vi løse internt. Det er surt og meget trist, at det er sådan.

- Vi siger én ting i omklædningsrummet og gør noget helt andet ude på isen, siger Jaeden Martin til Metal Ligaen TV.

Frederikshavn er sidst i Metal Ligaen, men har trods alt ikke mere end et point op til Rødovre og to point op til Sønderjyske.

/ritzau/