Det er normalt med lidt drama de to kæmpere imellem inden et MMA-opgør.
Men optakten til kampen mellem Logan Paul og Dillon Danis er gået for vidt, mener førstnævntes forlovede Nina Agdal.
Det skriver TMZ.
Hun valgte ifølge mediet at gå rettens vej onsdag, hvor hun sagsøgte Danis for at have delt 'forkastelige ting' om hende 'mere end 250 gange', siden kampen mellem de to stjerner blev annonceret.
Den danske stjernemodel er nemlig blevet blandet ufrivilligt ind i optakten til kampen, da Danis ikke har holdt sig tilbage med at shame hende.
Han har skabt opmærksomhed omkring en sexvideo, der ifølge ham var med Agdal i centrum - det er dog ikke hende, ligesom han påstår, han har et billede, 'der kan ødelægge hende'.
Han har desuden brugt meget energi på at skrive en del om Nina Agdals ekskærester for at udstille hende, men nu har hun fået nok.
I søgsmålet fra Agdal lyder det ifølge TMZ, at hun er 'blevet ydmyget, påvirket følelsesmæssigt og at hendes ry er blevet skadet'.
Desuden fremhæver hun et særligt billede af seksuel karakter, Danis skulle have delt ulovligt på sine sociale medier.
»Danis delte billedet - helt ucensureret - på sin konto på 'X' (tidligere Twitter, red.) uden forurettedes tilladelse. Senere samme dag delte Danis billedet igen for at få flere til at se det,« skriver danskeren i søgsmålet.
Ifølge hende gik Dillon Danis kun med til at slette billedet, da kamparrangøren angiveligt truede med at aflyse det store brag, der finder sted den 14. oktober.
Agdal fremhæver også en privat video, hun havde gemt på sin snapchat, som Danis også har delt. En video, hvor hun taler om at 'savne intimitet i en cølibat-periode'.
Ifølge danskeren har Danis kun kunnet få fat i videoen ved enten at hacke hende eller gennem en, der har hacket hendes konto.
Ifølge TMZ kræver Agdal 150.000 dollars - svarende til lidt over en million danske kroner - i erstatning per lovovertrædelse, Danis har begået. Hun ønsker desuden, at han får forbud mod at dele flere private billeder af hende.
Dillon Danis har på 'X' skrevet, at modellen har 'lagt voldsom sag an'.
»Hun har søgt om et polititilhold mod mig og går efter at få mig i fængsel, så hvis jeg ender der, kan kampen blive udskudt. Det er vildt, men jeg stopper ikke. Fuck systemet, I kommer bare. Logan Paul er en dead man walking,« lyder reaktionen.