Aalborg Kommune er havnet i en uheldig sag, der strækker sig tilbage til 2017.

Dengang var byen vært for Danmarks største idrætsfestival, DGI Langsstævne, med flere tusinde deltagere.

Nu viser det sig, at kommunen betalte kassen til TV 2 Nords dækning af den store begivenhed.

Det skriver Nordjyske på baggrund af en række aktindsigter.

I alt betalte Aalborg Kommune 336.000 skattekroner til TV 2 Nord.

Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) har ikke ønsket at udtale sig til mediet og i stedet henvist til en pressemedarbejder.

»Formålet med udbetalingerne var at få omtale og eksponering af Aalborg på landsdækkende tv i forbindelse med DGI landsstævnet,« lyder en del af svaret.

Nordjyske har desuden spurgt Svendborg Kommune, der afholdt stævnet i 2021, om man her lavede en lignende aftale med den regionale TV 2-station, men det var end ikke på tale, oplyser kommunen.