I 80’erne og 90’erne var det Mike Tyson, Evander Holyfield og Sugar Ray Leonard, som var de store trækplastre på Caesars Palace og MGM i Las Vegas.
”The Fight Capital Of The World” er stadig centrum for de største kampsportsbegivenheder, og for andet år i træk er Conor McGregor øverst på plakaten.
I 2017 var det boksekampen imod Floyd Mayweather, som overskyggede alt. I nat, dansk tid, venter russeren Khabib Nurmagomedov i det, der omtales som historiens største MMA-kamp.
Den billigste billet er gået for 1.630 kroner, og man skulle punge ud med 16.300 kroner, hvis man vil sidde helt tæt på begivenhederne. T-Mobile Arena har plads til 20.000 tilskuere, men alle billetudbydere meldte udsolgt bare tre minutter efter salget åbnede.
Conor McGregor, den største stjerne i Mixed Martial Arts nogensinde, er tilbage efter to år væk fra den sport, han for længst har sat sit permanente fodaftryk i - og han har været savnet.
Kampen imod bokseren Floyd Mayweather topper listen over historiens største boksebrag. En kamp, som indbragte ireren et honorar på 552 millioner kroner plus 91 millioner kroner i sponsorindtægter.
En samlet indtægt på 643 millioner kroner som placerede ham i toppen af Forbes' liste over de højest betalte atleter i verden side om side med stjerner som Ronaldo, Messi og Neymar.
Opsigtsvækkende er det, at det kun har taget McGregor fem år at opnå den status i toppen af hierarkiet. I 2013 var han på bistand, boede hos sine forældre og var uden et job på hånden.
UFC har eksisteret siden 1993, og Conor McGregor har kæmpet i organisationen siden februar 2013. Han sidder allerede på fire pladser i top-5 over bedst sælgende events i historien. Hans revanchekamp med rivalen Nate Diaz solgte 1,65 millioner pay-per-views og ligger på førstepladsen.
Man spår kampen imod Khabib Nurmagomedov til at runde de to millioner, og dermed vil den få status som den største MMA-kamp nogensinde. Det fortæller lidt om McGregor’s magt og den værdi, han bringer med sig. Han er linket til den brede skare af seere, som ikke forstår MMA, men som forstår ham.
Det tabu, som har ligget som en tung, grå sky over sporten, bliver der set stort efter, når superstjernen fra Irland tænder op for charmen og træder i karakter.
Sporten, som ellers bliver stemplet som blodig og voldelig, får en aura af Hollywood og ”Must See” TV, når McGregor smider det skræddersyet jakkesæt, hopper ud af sine Gucci-sko og trækker i sit UFC Reebok outift.
Fans har higet efter hans comeback. Nogen fordi, de vil se ham vinde titlen igen, andre i håbet om, at han bliver slået ud. Alle har dog savnet den opmærksomhed og det lys, glans og glitter, der bliver kastet over sporten, når ”The McGregor Show” ruller ind til byen.
Conor McGregor er kometen i UFC, der kom ud af ingenting og med et brag af en debut i Globen i Stockholm ændrede alting på én aften i februar 2013.
UFC-præsident, Dana White, er tidligere blevet beskyldt for at give McGregor særbehandling, og under et interview med ESPN i sidste uge indrømmede han, at det rent faktisk er tilfældet.
»Der er bestemt ting, man må finde sig i, når man arbejder med Conor McGregor, men han er det værd,« siger Dana White.

Den periode, vi befinder os i netop nu, bliver omtalt som ”Conor McGregor-æraen”. Han har ændret sporten og taget den fra undergrund til mainstream. Ikke alle kender til UFC, men de fleste har hørt om fænomenet Conor McGregor.
Den karismatiske superstjerne har en fantastisk evne til at sælge varen. Han har talegaverne i orden, hvilket har resulteret i mange legendariske pressekonferencer over de sidste fem år.
Kombinationen af skarpe replikker med sans for timing og dynamik, god stil og evnen til at præstere på kampdagen, har skabt en persona, som har givet genlyd helt ud i de yderste geledder.
Conor McGregor er først og fremmest en fantastisk MMA-kæmper, men han er også popkultur, som har tiltrukket en hel ny fanskare.
Dana White har et bud på, hvorfor folk elsker McGregor.
»Jeg kan ikke fortælle dig, hvor meget jeg holder af Conor McGregor. For en mand i min position er han en drøm. Der er så mange andre ting jeg kunne sige om ham. En dag vil jeg sige det, men den måde, den dreng er bygget og er på..der er ingen andre som ham. Jeg snakker med de andre kæmpere over telefonen, og de siger: ’Jeg er øm, det gør ondt, jeg kan ikke tage den kamp, fordi jeg ikke har tid nok’, men Conor er væk i to år, og jeg hørte intet af den slags fra ham.«
»Det er det, fans ser. De forstår det. De elsker rigtige kæmpere, og den fyr er den mest ægte af dem alle,« siger Dana White.
UFC, som står for Ultimate Fighting Championship, er den største og mest prestigefyldte liga i MMA. Conor McGregor har som den første kæmper nogensinde vundet både fjervægtsbæltet og letvægtsbæltet og var altså i en periode mester i to vægtklasser på samme tid.
Han gav sig selv titlen ”The Champ Champ”, men måtte senere se sine bælter blive taget fra ham, da han i 2017 valgte at fokusere på boksekampen med Floyd Mayweather. Det faldt ikke i god jord hos ireren, og efter to år væk fra MMA-scenen er han nu vendt tilbage for at generobre sin plads som mester i UFC.
I modsætning til boksekampen med Floyd Mayweather, som mest af alt handlede om penge og intet gjorde for boksesporten eller ranglisterne, er kampen imod Khabib Nurmagomeodv den perfekte kollision, alle MMA-fans har ventet på.
UFC har de seneste par år lavet kampe, som var mere møntet på gode pay-per-view-tal frem for logik i forhold til kæmpernes placeringer på ranglisterne.
Khabib vs McGregor er begge dele. Det er den store kassekamp, men også den kamp, som bør laves, da de to hovedpersoner er de to bedste letvægtskæmpere i verden.
Det er en af de sjældne gange, hvor alle stjerner står rigtigt. Historien og dramaet har udspillet sig organisk og skabt det perfekte manuskript for en MMA-kamp i moderne tid, uden nogen kan ryste på hovedet over sportens integritet.
Den har det hele. Stjernestøv, forventninger, politik, passion, had, reality samt følelser.
Det sportslige aspekt er stadig intakt, hvilket gør, at denne kamp ikke føles syntetisk. Det er MMA’s svar på ”Ali vs Frazier”.
Det er den største kamp i MMA’s historie og det bedste match-up, der kan laves på tværs af alle sportsgrene i 2018.
