»Jeg vinder kampen, fordi jeg er bedst forberedt, og fordi jeg har arbejdet hårdest for at tage sejren hjem.«

Mark O. Madsen er selvsikker. Nedtællingen er begyndt til det store MMA-brag mod Patrick Nielsen. Forberedelserne er i fuld gang.

Ikke kun i træningslokalet men også hele virvaret rundt om kampen kører for fuld skrue, da B.T. møder ham under optagelserne til promoveringsvideoen midt i en travl tid. For den 8. Juni nærmer sig, og Mark O. Madsen tøver ikke, da han skal sætte ord på, hvor han er bedre end Patrick Nielsen.

»Jeg tror vel godt, jeg kan tage æren for at have en væsentlig bedre disciplin i forhold til træning, i forhold til at kunne stå op de dage jeg har ondt i kroppen og få fuldført træningen og gjort det, der skal til. I sidste ende er det der vinder kampe god forberedelse,« siger Mark O. Madsen.

Mark O. Madsen vandt sin seneste kamp ved 'Cage Warriors' i KB Hallen.
Mark O. Madsen vandt sin seneste kamp ved 'Cage Warriors' i KB Hallen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Han ser det som en fordel, at han har været i sporten længere tid, og han kalder Patrick Nielsen den bedste striker, han kommer til at møde. Men Mark O. Madsen giver ikke meget for snakken om at have talent på det her punkt.

»Når vi når til det her niveau, må man pakke alt det med talent væk. Der slår hårdt arbejde talent næsten hver eneste gang,« siger Mark O. Madsen.

Han kalder Patrick Nielsen for en farlig modstander med hurtige hænder. Kampen kalder han en enestående mulighed, fordi Patrick Nielsen er en dygtig striker. Måske den bedste, Mark O. Madsen kommer til at stå overfor i MMA. Derfor har han sagt ‘ja,' og ordkrigen er også allerede begyndt mellem de to.

»Jeg kan forstå, Patrick har været ude og kalde mig for dværg. Det er noget at et pres at lægge på egne skuldre. 8. Juni når han får en ørefigen i ringen, har han fået bank af en dværg. Det er da ikke særlig morsomt for ham. Jeg føler mig ganske godt tilfreds og komfortabel i min forberedelse. Det er det, det handler om,« siger Mark O. Madsen.

Hans fokus er lige nu træning, at sove, spise og at gøre det godt hver dag. Han er seriøs. Og hvorfor Patrick Nielsen kalder ham en dværg, ved han ikke.

»Jeg har ingen ide om, hvad der foregår bag skærmen hos Patrick Nielsen. Det må stå for egen regning. Han er vel omkring fem centimeter højere. Så om det er et udtryk for, han har højdefordelen skal jeg ikke kunne sige. Jeg synes jo, det er meget friskt og morsomt,« siger Mark O. Madsen.

Igen understreger han, at han bare fokuserer på kampen. Han fokuserer på sin 28-årige modstander, hvis svagheder han også godt kan sætte ord på.

»Jeg tror, Patricks største svaghed er, at han aldrig har været i hænderne på en olympisk bryder. Jeg tror ikke, han har prøvet at ligge og blive klemt, som han bliver klemt den 8. Juni. Alene det at gå ind i en kamp uden egentlig at være hundrede procent klar over hvad der kommer til at ske og have stået i situationen før, er lidt en ulempe,« siger Mark O. Madsen.

Han har selv allieret sig med boksere i sin træning for at få en fornemmelse af, hvad der venter. Mark O. Madsen ved godt selv, han ikke er den bedste bokser. Det lægger han ikke skjul på. Den tekniske forståelse halter lidt. Men han kan slå hårdt, og han ser det som en udfordring for Patrick Nielsen, at det nu ikke ‘kun handler om at parere slag’ for ham.

»Jeg tror, jeg er i stand til at sætte en god gameplan op og lukke afstanden. Og jeg tror i allerhøjeste grad, jeg er i stand til at tage Patrick på gulvet,« siger Mark O. Madsen.

Det bliver en stor kamp. Det lægger han ikke skjul på. En ting er det sportslige, men gør de to det kun for pengene, som der er blevet spekuleret lidt i?

»Alle skal have lov at have den mening. Jeg tror også, det er vigtigt at have for øje, at det her er min profession. Nøjagtig som det er Patricks. Det er de færreste, der går på arbejde uden at blive betalt. Nogle opgaver er bedre end andre, og naturligvis er økonomi en del af professionen at være fighter,« siger Mark O. Madsen.

Der er også mange andre ting ved kampen, understreger den tidligere bryder. Kampen bliver den første payperview i dansk MMA-historie, og der er lagt op til et stort show i KB Hallen hvor der skal skabes rammer, der bliver lagt mærke til i Las Vegas. Det skal mestre show og sport, og Mark O. Madsen er ikke i tvivl om sine forventninger til kampen.

»Skal vi vurdere ud fra, hvor modig Patrick er, og hvor meget selvtillid han har, bliver det en kamp som begge gerne vil vinde. Jeg tror også, det kommer bag på Patrick, når først jeg får fat i ham, hvad han er gået ind til,« siger Mark O. Madsen.

Og adspurgt om han har noget, han vil sige til Patrick Nielsen inden kampen, falder svaret hurtigt og kontant.

»Pas din træning.«