Der var ikke langt fra tanke til handling, før Mark O. Madsen bookede en envejsbillet til Las Vegas.

"Så kan du godt tage afsted", sagde Mark O. Madsen kone til ham, da han fortalte, at en af de største managers i Mixed Martial Arts (MMA) havde bedt ham komme til Las Vegas.

Beslutningen tog de i lørdags, og en enkeltbillet blev booket dagen efter.

- Jeg er den første dansker til at komme i stald hos det, der hedder Dominance MMA Management. Det er jeg super stolt og taknemmelig over, siger Mark O. Madsen inden han tager til lufthavnen senere tirsdag.

Mark O. Madsen mål er også klart. Han skal jagte en kontrakt hos det store forbund UFC, og manageren, der kan åbne dørene, hedder Ali Abdelaziz.

- Jeg er utrolig glad for, at en mand som Ali har fundet og set et potentiale i mig. De har faktisk også signet mig på en meget favorabel aftale. Det Ali kan, det kan meget få mennesker, fortæller Mark O. Madsen.

Han har før besøgt spillebyen, som også er kendt som hovedsædet for MMA, med sin familie. Det var 24 dage, hvor han blev slået, sparket og mulet. Det var udviklende for ham, lyder det.

Han vil derfor gå ydmygt til opgaven, og målet er en kontrakt med forbundet UFC. Han vil gerne nå sit højeste potentiale og blive den bedste version af sig selv i sporten. Derfor er han nødt til at tage afsted.

- Jeg ryger ind i en heksekedel derovre. Jeg er klar over, at jeg får på munden morgen, middag og aften, forklarer Mark. O. Madsen.

- Hvis jeg har nogen som helst ambition om at nå mit maksimale potentiale, så er jeg nødt til at opsøge de bedste kæmpere, fortsætter han.

Mark O. Madsen var tidligere Danmarks bedste bryder, hvor han vandt flere medaljer herunder OL-sølv i 2016.

For cirka 17 måneder siden besluttede han sig for at skifte spor og satse på en karriere i MMA.

Han er ubesejret i de otte kampe, han har kæmpet.

/ritzau/