På en stille villavej i Nykøbing Falster med udsigt over Guldborgsund står en hvidhåret mand og ordner haven. Han nikker, da han passeres, og han virker ganske uanende om, at få huse fra hans eget bor familiemanden Mark O. Madsen, der til daglig lever af at slås mod andre mænd i et bur i sportsgrenen MMA.
»Vi har sat alt på spil,« siger Mark O. Madsen.
Og med 'alt på spil' hentyder han ikke kun til, at han 9. marts i KB-Hallen skal kæmpe sin til dato største MMA-kamp, når han møder franskmanden Thibaud Larchet.
Omkring 150 millioner seere forventes at kigge med på skærmene, og denne dag, hvor B.T. møder Madsen, er arrangementet netop blevet udsolgt, og han er glad og stolt, men han kigger også ned på skulderen, som bekymrer ham.
»Den driller,« siger han småirriteret, men overbevist om, at den nok skal komme sig.
Med 'alt på spil' hentyder han til, at familien O. Madsen har sagt arbejdet op og bruger af opsparingen for at kaste sig ud i en gør-det-selv-tilværelse for at fuldføre drømmen om MMA. For blot et år siden var han en aktiv, hæderkronet bryder med fast indkomst og VM- og OL-medaljer om halsen. Men så besluttede han og konen, Maria, sig for at slå arbejdspjalterne sammen, droppe bryderkarrieren og udleve MMA-drømmen.
Øverst i artiklen kan du se teaseren for B.T. Backstage, hvor vi følger Mark O. Madsen op til hans kamp 9. maj.
Mark O. Madsen er i gang med at definere sin vej ind i det fornemste selskab inden for MMA, Ultimate Fighting Championship (UFC), og kampen i KB-Hallen er et skridt på 'rejsen', som han kalder det.
»Jeg havde ingen anelse om, hvad det ville kræve at komme i UFC, da jeg startede det her. Jeg havde ingen anelse om, hvad det ville sige at blive slået i ansigtet eller over skinnebenet eller blive kvalt,« siger han.
Men det ved han nu. Det er tredje stævne, han og konen selv arrangerer sammen med blandt andre promotoren Cage Warriors, som er kommet med på banen. Familien er på godt og ondt sin egen Mogens Palle, og indtil videre har Mark O. Madsen vundet seks ud af seks kampe.
Og derfor er kampen i KB-Hallen – ligesom de foregående stævner – økonomisk livsvigtig. Bogstaveligt talt. For Mark O. Madsen og hans manager og kone, Maria, har satset alt på projekt MMA. De har en opsparing, de kan klare sig for i to år, men stævner, sponsorer, promovering og alt det rundt om kampene har de selv måttet stå for ved at sparke døren ind som en anden John Wayne, som han betegner det.
Familien O. Madsen havde selv tabt penge, hvis stævnet ikke blev udsolgt, og hvis den europæiske MMA-promotor Cage Warriors ikke havde hjulpet til med promoveringen.
Den dobbeltrolle, som familien har påtaget sig for at nå sine mål, havde nær knækket dem.
Efter Mark O. Madsen vandt over Matthew Bonner i Frederikshavn 15. december, kunne han godt mærke, der var noget, der nagede. Før kampen var tankerne alle mulige steder, for han skulle vinde. Men der var også sponsorer, der skulle have en god oplevelse, og der skulle komme mennesker nok, før det kunne løbe rundt, og det hele skulle klappe, for Mark O. Madsen vil være 'den bedste udgave af sig selv,' som han ofte siger. Det er et mantra.
Han vandt kampen, og derefter trænede han igen: fire dage væk fra familien, rundt i hele landet, som han plejede, men kort før jul ringede hans store dreng Magnus på otte år, nedslået, mens kæmperen var på landevejen.
»Da jeg kommer hjem og træder ind ad døren, bryder han helt sammen og siger 'Jeg ville ønske, at du og mor havde et arbejde, hvor vi kunne være mere sammen'. I det øjeblik der kunne den bedste version af mig selv, guld og grønne skove og mesterskabsbælter ligge i værktøjsgaragen, for det var helt ligegyldigt,« fortæller han.
»Efter stævnet i Frederikshavn var det ved at blive for meget. Jeg havde fire dage mellem jul og nytår, hvor vi havde taget projektet og pakket det sammen og var indstillet på at kaste det ad helvede til. Vi taler meget om work-life-balance. Jeg havde mestret det inden for brydning. Jeg kunne være til stede til træning og i familien. Der var balance. Den har jeg ikke fundet inden for MMA endnu. Vi har arbejdet dag og nat. Selv om jeg gerne så mig selv som Superman, så må jeg erkende, at jeg ikke kan køre så hårdt på, uden det tærer. Og vi har haft nætter, hvor vi har ligget søvnløse. Jeg har været frustreret efter en skade, og vi har sat neglene i bordet for at hænge i. Det er et reelt stykke arbejde, og det har krævet … Jeg troede, jeg trænede meget som bryder. Sandheden er, at vi aldrig har arbejdet hårdere end de sidste 11 måneder,« siger han.
Det endte i projektets hidtil største krise, og snakkene om at give op i familien O. Madsen mellem jul og nytår var reelle.
»Vi snakkede om, om det var det værd. Jeg får sagt til min kone, da vi sidder inde i stuen, at så må vi stoppe.«
Men så rejste Mark O. Madsen sig fra stuen og gik til soveværelset. Fem meter. Han kiggede frem for sig og tænkte 'Hvad var det lige, jeg sagde?'.
»Vi havde lovet hinanden at gøre det her færdigt, og vi har vores opsparing til to år. Vi vidste, der ville komme blod, vi vidste, der ville være tårer, og vi vidste, at vi skulle arbejde røven ud af bukserne og yde sveden. Så jeg måtte trække i land. Jeg var nødt til at gennemføre. Alt andet ville jeg have svært ved at se mig i spejlet med. Der er jo noget galt med mig,« griner han.
Eller, som han kort opsummerer det:
»Jeg har været meget tæt på at miste balancen.«
Men balancefoden holdt sig på linen. Ingen af dem har det i sig at give op, fortæller han, så de blev ved. Og i de 11 måneder, der er gået, siden de begyndte at blande ægteskab og arbejdsliv sammen, har arbejdet mildt sagt betalt sig. Stævnerne har været udsolgt, og kampene er blevet vundet. Interessen for MMA i lokalområdet vokser.
En af de sponsorer, der hjælper parret, tilbød, at Mark O. Madsen kunne flytte sit selvbetalte MMA-bur ind i en bygning i Maribo, 20 kilometer fra hjemmet. Det betyder, at rejsedagene nu er skåret fra fire til to. Bygningen er også blevet til et træningscenter for både ham og unge drenge, og netop nu er han i gang med at udbygge bygningen til et regulært fitnesscenter.
Hvis man spørger Mark O. Madsen, hvorfor de gør alt det her, og hvorfor det er så vigtigt at være 'den bedste udgave af sig selv', bliver det hele svært at forklare. Ikke fordi han ikke vil komme med et ærligt svar, men fordi det ligger så indgroet i ham at gøre ting ordentligt og fuldt ud.
Måske stammer det fra dengang, Madsens egen far pudsede imaginære russiske brydere på ham.
»Hvad tror du, russerne laver,« kunne faderen spørge, hvis den på det tidspunkt lille dreng lå og slappede af på sofaen. Og så kunne man se Mark O. Madsen tage løbeskoene på og komme af sted, for de skulle ikke være bedre end ham.
Den trang til at have kontrol over sin egen præstation uden at blive overhalet sidder i ham endnu. Han bærer altid en mappe med sig, hvor hvile, søvn, madindtag og ugens ni træningspas er indskrevet. Men han har også lært, at målet er blevet noget andet end dengang, en guldmedalje var det eneste, der var noget værd.
Før Mark O. Madsens første OL i 2008 havde han vundet tre VM-medaljer – to sølv og en bronze – og han var udråbt som favorit til at tage guldet. Alt det, han lavede i fire år op til OL, havde handlet om at sejre. Han husker, hvordan han ringede til Team Danmark for at høre, om han kunne træne om natten, så han kunne nå en ekstra træning pr. dag.
»Jeg tog af sted til OL og trak den regerende olympiske mester i et brag af en kamp. Jeg vandt første omgang, men tabte de to næste. Og så var jeg ude af OL efter seks minutters brydning. Fire års hårdt arbejde blev til seks minutters brydning, og så i bad … Da jeg kom hjem, stod jeg i det, jeg vil kalde en eksistentiel krise. For alt, hvad jeg havde lavet i fire år, gav pludselig ikke nogen mening, for målet om at vinde guld var ikke indfriet,« siger han.
Han kalder det et af de mest smertefulde nederlag i sin karriere. Det er derfor, det med at snakke om mål er lidt en anden sag for Mark O. Madsen i dag. I sin krise fandt han tilbage til, at det var livsstilen ved at være eliteatlet, som han elskede. Og lige så vigtigt for ham er det nu, at han har sin kone med som manager.
»Jeg er rigtig, rigtig lykkelig over, vi gør det her sammen. Jeg kunne ikke have gjort det uden hinanden. Marias engagement har kompenseret for, at når jeg har været væk, har hun kunnet være mere sammen med børnene … Alle vil gerne til OL inden for brydning. I MMA vil man gerne til UFC. Spørgsmålet er, om man er villig til at gøre det, der skal til. Det har ikke altid været sjovt at være væk,« siger han og uddyber:
»Vi er sammen på en anden måde nu. Vi har lært sider af hinanden, som vi ikke kendte. Alle samarbejdsaftaler, vi har lukket, har vi gjort sammen og uden hjælp fra andre. Det er på bedste John Wayne-stil. Og vi kan jo se, at det har hjulpet. Momentum kommer, og vi kan mærke, at vi nærmer os det, vi gerne vil, og at vi får en hverdag, vi kan lide. Jeg er lykkelig og dybt afhængig af, at Maria er med i det her. Det er en hård branche, og hvis ikke jeg har mennesker med, som jeg kan stole blindt på, så er der risiko for, at man kan blive taget i røven.«
Men hvis du taber 9. marts, river det så tæppet væk under jeres fundament?
»Vi har satset alt på det, vi har gået i regnvejr og sat plakater op, vi har arrangeret vores egne stævner, vi har satset alt. Ved du, hvor lang tid det tager at sætte 100 plakater op og pille dem ned igen?« griner han og fortsætter:
»Vi er i en situation, hvor jeg ikke kan tillade mig at sætte mig tilbage og sige: 'Nå, øv'. Der er ikke plads til at give op. Vi er på en toårig rejse. Jeg kommer ikke til at stoppe. Jeg kommer ikke til at give op. Jeg ved ikke, hvordan det går, men jeg kommer til at gøre det efter bedste evne. Alt er på spil, ja. Jeg kan blive slået ned. Men mine tanker er slet ikke der, hvor jeg kan se de konsekvenser. Det er uinteressant.«
Derfor er målet for ham at være til stede, og på et eller andet tidspunkt skal han kæmpe en 'megakamp' i UFC.
»Lige nu bliver jeg bombarderet med sms'er, hvor folk spørger, om der er chance for at få billetter. Der er 10, der har skrevet i dag,« siger han, viser sin telefon og ville sikkert ønske, at han ikke brændte for at svare dem og kunne overlade det til sin kone.
Men det brænder han for, for Mark O. Madsen har sat alt på spil, og 9. marts skal han bevise over for sig selv, den udsolgte KB-Hallen, hr. og fru Danmark, familien O. Madsen, modstanderen, Thibaud Larchet, og ikke mindst sig selv, at alt det hårde arbejde har betalt sig.
