»Det minder lidt om rockstjerne-status.«

Sådan beskriver den danske MMA-kæmper Mark O. Madsen den første tid efter turen til Las Vegas, USA, hvor han stod på plakaten til karrierens største kamp mod amerikanske Austin Hubbard.

En overbevisende sejr til den 35-årige dansker har gjort, at de ellers så solidt plantede ben på den lollandske jord i øjeblikket bliver testet i særlig grad.

»Jeg har svært ved at følge med. Det må jeg bare sige,« fortæller Mark O. Madsen til B.T.

35-årige Mark O. Madsen vandt over Austin Hubbard i Las Vegas.
35-årige Mark O. Madsen vandt over Austin Hubbard i Las Vegas. Foto: Stephen R. Sylvanie
Vis mere

Flere overbevisende sejre betyder, at danskeren får et større og større navn hos verdens største MMA-forbund, Ultimate Fighting Championship (UFC).

»Jeg stiger i graderne, og jeg stiger hurtigt. Det går rigtig stærkt, og jeg har svært ved at nå at absorbere det hele,« forklarer han.

Inden triumfen i den ikoniske T-Mobile Arena i Las Vegas for lidt over en uge siden havde han for det meste svært ved at få fat i sin manager. Der kunne nogle gange godt gå op til en måned, før han hørte noget fra ham. Men efter sejren ved UFC 248-stævnet er det en helt anden hverdag, danskeren er stået op til.

»Nu skriver han til mig hver dag, og det er så uvirkeligt alt det, der sker for mig i øjeblikket. Jeg vil bare gerne kunne følge med både sportsligt og menneskeligt,« lyder det fra Mark O. Madsen, mens han sidder med en kop kaffe og kigger ud over vandet på Lolland-Falster.

Mark O. Madsen brækkede kæben under kampen mod Austin Hubbard.
Mark O. Madsen brækkede kæben under kampen mod Austin Hubbard. Foto: Stephen R. Sylvanie
Vis mere

Den tidligere OL-sølvvinder i græsk-romersk brydning brækkede kæben under UFC-kampen mod Austin Hubbard, og herefter blev der udstedt en medicinsk karantæne af UFC som følge af kæbebrudet. Og den karantæne kan ende med at blive rigtig, rigtig lang for MMA-kæmperen.

En læge skal nemlig godkende, at kæben ikke længere er et problem for danskeren, før han må komme i konkurrence igen. Sker det ikke, vil han ikke kunne træde op i oktagonen før 4. september i år. Det er dog ikke noget, der får Mark O. Madsen til at ringe med alarmklokkerne.

»Det er jo for mit eget bedste, og det giver mig måske seks måneder, hvor jeg kan udvikle mig yderligere med verdensklasse-MMA-stjerner. Det er jo i dagligdagen, at jeg skal lægge fundamentet til de store præstationer,« fortæller han og afslutter:

»Når jeg så er klar igen, så skriver jeg til Dana White (præsidenten i UFC, red.) og spørger, om vi ikke skal finde en ny 'dansepartner' i oktagonen til mig.«