Han kan se T-Mobile Arena gennem vinduet fra sit hotelværelse på det legendariske New York New York-hotel i Las Vegas.

Det er her, Mark O. Madsen kommer til at stå over for sin MMA-karrieres største udfordring, når han natten til søndag dansk tid skal kæmpe mod amerikanske Austin Hubbard i det ottekantede bur.

»Det er stadig helt uvirkeligt for mig, det her. Jeg står midt i den drøm, jeg selv startede for to år siden,« fortæller Mark O. Madsen til B.T. fra hotellet i Las Vegas om beslutningen om at indstille sin karriere som bryder.

Han ville i stedet være MMA-kæmper. Og målsætningen var klar. Han skulle være en del af de bedste MMA-kæmpere i verden hos Ultimate Fighting Championship, UFC.

Mark O. Madsen kæmpede mod Thibaud Larchet under MMA-stævnet 'Cage Warriors' i K.B. Hallen på Frederiksberg lørdag den 9. marts 2019.
Mark O. Madsen kæmpede mod Thibaud Larchet under MMA-stævnet 'Cage Warriors' i K.B. Hallen på Frederiksberg lørdag den 9. marts 2019. Mads Claus Rasmussen

»Nu står jeg her lige pludselig, og det er stadig helt surrealistisk at skulle være en del af et UFC-stævne i USA. Der er langt til Vegas for en dreng fra Lolland-Falster,« forklarer den 35-årige dansker, der lørdag bliver en del af UFC 248, der betegnes som et af de største stævner inden for sporten.

De sidste to år har han brugt al sin tid på at komme på plakaten til et UFC-stævne i Las Vegas, og selv om han har fulgt et tætpakket program i ugerne op til stævnet, så er det stadig ikke gået op for ham, hvad det er, han står midt i.

»Det er det her, jeg har arbejdet målrettet mod i to år. Det er det, jeg er stået op for hver eneste dag. Alt, hvad jeg har gjort, har været med henblik på at komme i UFC, og nu står jeg midt i det. Det er stadig ikke helt gået op for mig,« siger Mark O. Madsen.

Danskeren har tidligere vundet både OL-, VM- og EM-medaljer i græsk-romersk brydning, og da han annoncerede sit karrierestop for i stedet at fokusere på MMA, var der flere, der påpegede alderen som et problem i forhold til at slå igennem i MMA-miljøet.

Mark O. Madsen kæmpede mod Thibaud Larchet.
Mark O. Madsen kæmpede mod Thibaud Larchet. Mads Claus Rasmussen

Men den holdning giver den tidligere bryder ikke meget for:

»For mig har alderen ikke nødvendigvis en betydning. Det handler også om motivation.«

Siden sit indtog på MMA-scenen har den danske UFC-kæmper vundet samtlige ni kampe, han har kæmpet, og det har fået flere til at spekulere i, om Mark O. Madsen ikke skulle have gået MMA-vejen noget før.

»Nej, det var det helt rigtige tidspunkt at gå ind i det. Jeg havde nogle klare ambitioner i brydning, jeg skulle have indfriet. Jeg ville vinde en OL-medalje, og da jeg vandt den, kunne jeg trække mig tilbage med ro i sjælen. Jeg havde gjort det bedste, jeg kunne, ved at vinde både OL-, EM- og VM-medaljer,« siger han.

De seneste to år er da også gået rigtig stærkt for den danske kæmper, som så vidt muligt forsøger at holde benene på jorden:

»Målet er at holde snuden lige i sporet. Hånden på hjertet, så er det her så uvirkeligt for mig. Opmærksomheden fra fans og pressen er jo helt vild, og bare det at træne sammen med en UFC-stjerne som Khabib Nurmagomedov er jo surrealistisk.«

Inden lørdagens kamp er Mark O. Madsen dog i tvivl om, hvor han står niveaumæssigt, nu hvor han er trådt ind på den amerikanske scene.

»Jeg kan garantere, at jeg kommer til at give alt, jeg har, og den kommer til at få fuld gas på lørdag, men jeg er også nødt til at se kampen som en hvilken som helst anden kamp. Den kunne ligeså godt blive kæmpet i en lade hjemme på Lolland-Falster.«