Den danske OL-medaljetager Mark O. Madsen debuterede som MMA-fighter i 2013.
Men det var først i en alder af 33 år, at han i foråret endegyldigt valgte at skifte sportsgren fra brydning til hybrid-kampsporten Mixed Martial Arts (MMA).
»Målet er at ende i (verdens største MMA-organisation) UFC. Det ultimative mål er at kæmpe megakampe,« sagde Mark O. Madsen i foråret til et ekstraordinært pressemøde i København.
Men alderen er ikke ligefrem med Mark O. Madsen, der til september fylder 34 år, og stort set kun har dyrket græsk-romersk brydning, siden han var seks år gammel.
Fordi vil man til tops i MMA, kræver det, at man også lærer og bliver dygtig til en række andre kampstilarter som for eksempel boksning, brasiliansk jiu-jitsu, kickboksning, karate og judo.
Men alt dette rokker ikke ved Mark O. Madsens ambitioner. Han vil stadig gå hele vejen og har i den forbindelse hentet inspiration hos den danske bokselegende Jørgen ‘Gamle’ Hansen, som døde tidligere på året.
»Nu var jeg så heldig at se den her fantastiske film ”Den bedste mand” om bokseren Jørgen ‘Gamle’ Hansen. Han blev europamester, da han var 39 år (rettelse: 34 år, red.). Så jeg tænker, at selv om jeg er 33 år, så er der en del gode år tilbage i bagagen,« siger Mark O. Madsen til TV 2 Sport.
Mark O. Madsen kæmper lørdag aften sin fjerde MMA-kamp og genstarter endegyldigt sin rejse om at komme ind i det forjættede land UFC, som er for kampsport, hvad Champions League er for fodbold.
Han møder den tre år yngre englænder Dez Parker, der har taget rejsen til Danmark og vovet at stille op mod den tidligere danske topbryder, der for to år siden vandt sølv til OL i Rio de Janeiro.
Dez Parker har næsten seks gange så meget erfaring som Mark O. Madsen, der blot har tre kampe på cv’et som MMA-fighter.
Til gengæld har englænderen tabt næsten halvdelen af sine kampe, herunder de seneste tre inden opgøret i aften, som finder sted til Danish MMA Night i Brøndby Hallen.