MMA-fighter og tidligere OL-sølvvinder Mark O. Madsen leverer en hård kritik af danske kollegaer i sporten.
Lørdag den 28. september får Mark O. Madsen UFC-debut i København, og den tidligere bryder er et af hovednavnene, når der skal kæmpes i Royal Arena.
Han har nemlig fået plads som co-main event og er dermed placeret næsten øverst på plakaten. Og dét er tilyneladende faldet flere af hans kollegaer inden for sporten for brystet.
»Jeg synes desværre, at der hersker en form for berettigelse inden for dansk MMA. Fordi man har været her længe, fordi man føler, man har gjort et stort stykke arbejde, så er man berettiget til nogle ting,« fortæller Mark O. Madsen i et stort interview med TV3 Sport, som du kan se i toppen af artiklen.

Han har vundet både EM-medaljer, VM-medaljer og OL-sølv som bryder, men han er stadig et relativt nyt navn inden for MMA.
Mark O. Madsen løber ikke desto mindre med meget af opmærksomheden ved UFC i København, og ifølge ham selv har det skabt en unødvendig og uretfærdig misundelse fra hans MMA-kollegaer over.
»Jeg synes, der er for mange prinsesser i den etablerede danske MMA-verden. Jeg synes, der er for mange, der render rundt og føler sig berettiget til nogle ting.«
»Jeg sidder her i dag, fordi jeg har holdt snuden i sporet, fordi jeg har arbejdet røven ud af bukserne for en drøm, jeg har haft for noget, jeg gerne ville lave. Det savner jeg hos rigtig mange af de her såkaldt etablerede kæmpere,« fortæller han i interviewet.

Mark O. Madsen får sin UFC-debut lørdag i Royal Arena.
Her skal også danske Nicolas Dalby i aktion, og B.T. har fulgt den danske MMA-fighter tæt i ugerne op til det store brag.
Lørdag kan du følge UFC fra Royal Arena direkte her på bt.dk og på Viaplay.
Se hele interviewet med Mark O. Madsen i videoen i toppen af artiklen.