I en periode af 2023 var ordet 'analkugler' pludselig på alles læber.

I hvert fald i skakverdenen, hvor perlerne spillede en helt central rolle i voldsomme anklager om systematisk snyd mod den amerikanske skakspiller Hans Niermann.

En af dem, der kastede om sig med beskyldningerne, var verdens bedste skakspiller, norske Magnus Carlsen.

Torsdag var Carlsen så gæst i Joe Rogans podcast, som ville vide, om der var hold i rygterne om analperlerne – og ifølge Carlsen skyldtes den store opmærksomhed én mand.

»Det hele startede på en af mine venners livestream. Der blev skrevet en kommentar om det, og så var der nogen, der skrev 'måske'. Derefter så Elon Musk det, han slog det op på Twitter, og så eksploderede det,« svarer Carlsen på spørgsmålet.

Elon Musk mente, at Niermann havde haft analkugler oppe bagi, som efter et aftalt system kunne modtage beskeder fra en person udenfor turneringen om, hvad de bedste træk ville være for amerikaneren.

En teori, der lyder komplet vanvittig, og da heller ikke en, som Carlsen tror er rigtig, fortæller han til Joe Rogan.

Han er dog ikke i tvivl om, at Niermann snød – og det af flere årsager.

»Det var en kombination af ting baseret på det niveau, jeg syntes, jeg havde set fra ham, og en analyse af hans andre kampe. Der kommer en Netflix-serie om et par måneder, hvor jeg fortæller min historie, så jeg kan ikke sige så meget, men der var flere faktorer, der gjorde mig mistænksom,« siger Magnus Carlsen.