Totalt er tallet 703.653 løbere i alderen 4-96 år.
Så mange løbere har siden det første startskud i Dyrehaven i 1969 gennemført verdens ældste motionsløb.
Og efter det 55. Eremitageløb søndag 6. oktober vil mange tusinde komme oveni.
Nummer 700.000, der sidste år passerede målstregen, var Mads Myssen, 22-årig studerende på SDU i Slagelse.
Omkring 15.000 har allerede tilmeldt sig årets traditionsrige motionsfest i skoven, og på løbets hjemmeside www.elob.dk er det stadig muligt at sikre sig en plads i det store felt.
Fra premieren i Dyrehaven til og med 50. års jubilæet i 2018 stod trioen Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og B.T. bag løbet. Derefter har de to idrætsforeninger alene stået bag arrangementet.
En af de første danske journalister, der skrev om motion som forebyggelse af hjerte-kar-sygdomme, var B.T.s Per Arboe-Rasmussen i midten af 60erne.
Derfor var det naturligt for lægen Peter Schnohr, Københavns Idræts-Forening, og den olympiske skiløber Svend W. Carlsen, Københavns Skiklub, at henvende sig til B.T. De havde fået ideen til løbet efter at have deltaget i det klassiske svenske Vasaløbet.
Det første E-løb fandt sted på et tidspunkt, hvor man ikke med sikkerhed vidste, om motionsløb var sundt. Peter Schnohr kom selv i tvivl, da en 46-årig mand døde under det første Eremitageløb. Men den daværende formand for Hjerteforeningen, professor Anders Tybjærg Hansen, beroligede Schnohr. »Du skal bare fortsætte,« lød hans råd.
Sagt om E-løbet gennem årene:
Peter Schnohr, hjertelæge, E-løbets idémand:
»I min vildeste fantasi havde jeg ikke troet, at jogging ville blive Danmarks største fritidsaktivitet.«
Carsten Jørgensen, seksdobbelt E-løbsvinder:
»Jeg lever, når jeg løber. Jeg vil løbe, så længe jeg kan.«
Lars Bom, skuespiller:
»Jeg har meget at takke Eremitageløbet for. Det åbnede en helt ny verden for mig. Eremitageløbet er løbernes juleaften.«
Margrethe Vestager, politiker:
»Jeg har dårlig samvittighed over alt det, jeg sagde om motionsløbere, inden jeg selv begyndte at løbe. Det var de skrækkeligste ting. Jeg er heldigvis blevet klogere.«
Carsten Werge, tv-vært:
»På den lille, stejle bakke efter 11 kilometer hørte jeg en lille pige sige til sin far: 'Jeg kan ikke løbe mere.' Faderen siger: 'Selvfølgelig kan du det. Når Carsten Werge kan, så kan du også.'«
Torben Christiansen, tidligere skovrider og skytte:
»Vi får hvert år henvendelser om nye, store arrangementer, men siger nej til alle bortset fra de tre med langvarig tradition, Københavns Golf Klub, Hubertusjagten og Eremitageløbet. De er en del af Dyrehavens dna.«
Peter Fredberg, journalist:
»Dyrehaven er skoven, vi alle elsker, og Eremitageløbet var startskuddet til en bevægelse, der gjorde Danmark til en nation af løbere.«
Jakob Larsen, tidligere direktør for Dansk Atletik Forbund:
»Eremitageløbet er danske løbeevents fadder. Det var dette løb, som på mange måder banede vejen, før motionsløb blev mainstream.«
Kong Frederik X (debuterede med startnummer 14.888 i 1988 i tiden 1.09.08):
»Pyh … et fedt løb og hårdere, end jeg havde regnet med. Det var vådt og glat, men festligt.«
Flemming Jensen, E-løbsvinder i 1990 og 1992:
»Jeg kan ikke huske, hvor mange danske mesterskaber jeg har vundet, men bytter gerne alle mine guldmedaljer for en sejr i Eremitageløbet.«
Jerk W. Langer, læge:
»Skåret helt ind til benet fortæller statistikken, at hver time tilbragt i løbeskoene forlænger livet med næsten syv timer. Uanset om du løber hurtigt eller langsomt.«
Rufus Gifford, USAs tidligere ambassadør i Danmark:
»Jeg ville gerne have løbet under en time (brugte 1.01.55 i sin E-løbsdebut i 2013, red.). Men jeg er fascineret af Dyrehaven. Lyset, slottet, dyrene.«
Jimmy Bøjgaard, tv-vært:
»Traditionernes løb oser af historie og er de mest fantastiske 13 kilometer i Danmark.«
Peter Schnohr starter rækken af citater og slutter også:
»Det var et scoop, at vi fik lov at løbe i Dyrehaven. Jeg var langt fra sikker på, at vi ville få lov, da jeg i foråret 1969 mødtes med skovrider Tage-Jensen. Vi var så heldige, at hans søn læste til læge. Jeg var lige færdig, og min far var også læge. Jeg kom ind på motion som forebyggelse af hjertesygdomme. Det motiv ville Tage-Jensen gerne promovere. Jeg var stolt som en pave, da vi sagde farvel til hinanden.«