KOMMENTAR
28. juni 1997...
Det var en lørdag, og det var sommer. Lige netop den sommer blev af nogle kaldt årtiets bedste.
Jeg var 13 år, og klokken var 3.00. Min far havde lige vækket mig. Det var en fast tradition hjemme hos os, når en af de store boksekampe fandt sted. Den nat var ingen undtagelse. Som en del af ritualet havde jeg taget dynen med ind i 'min' del af vores sorte lædersofa-sæt - det var før tiden med chaiselong og daybeds.
Det var kampen mellem Tyson og Holyfield. Den nåede kun til tredje runde. Herfra gik det, som de fleste let gysende husker. Gjorde han virkelig det, Mike Tyson? Bed han virkelig et stykke af Evander Holyfields øre af?
Tyson er efterfølgende blevet spurgt: »Hvor meget af Holyfields øre bed du af?«
»Det ved jeg ikke, jeg spyttede det ud,« sagde han lakonisk.
Tre år tidligere - i sommeren 1994
....spillede Argentina kamp mod Nigeria.
De lyseblå striber vandt 2-1 på mål af Claudio Caniggia og Maradona. Efter kampen blev sidstnævnte fulgt fra banen af en dame i hvid t-shirt. Hun holdt fat om hans hånd.
»Far, hvad skal han?« spurgte jeg med fortvivlelse i stemmen. Jeg var 10 år gammel.
»For helvede,« udbrød min far, »han har sgu nok taget doping!«
Maradona aka fodboldguden kigger ned i græsset. Han ser ulykkelig ud.
Fem år senere i 1999
..trak Danmarks største håndboldspiller sig tilbage - kvinden med fuckfingeren. Kvinden som fuldstændigt dominerede sporten i en lang årrække og forkælede os med sindsoprivende tekniske færdigheder. Noget, vi aldrig kommer til at se igen.
Syv år før stoppede tennisverdenens måske mest kontroversielle spiller gennem tiden. De fleste husker ham for hans bramfri, højtråbende facon. John McEnroe!
Det var bestemt ikke kun musikalsk, vi var forkælede i 90’erne.
Det, som kendetegner de ovennævnte, er deres evne til både at skrive og fortælle historier. Jeg kunne helt sikkert nævne flere historiefortællere fra sportens verden dengang.
Man led, fejrede og delte deres smerte. På trods af doping, fuckfinger, vilde udbrud og bestialske ørebid, så har alle fire tilkæmpet sig en plads i vores hjerter. Vi kan ikke lade være med at elske og tilgive dem. Ja, jeg vil sågar gå så vidt, at jeg vil sige højt: Vi mangler dem i dag. Deres evne til at sætte verden i brand gjorde det umuligt ikke at følge med i sportens verden.
Med deres stop var det slut på en æra for sportens verden. Noget gik tabt, vi fik det ikke med os op i 00’erne.
5. marts 2018
...Hvem skriver og fortæller de nye historier?
Jeg har svært ved at få øje dem…
