Forleden skrev Gabriel 'Iffe' Lundberg historie ved at blive den første danske basketspiller, der fik spilletid i NBA. Nu har den 27-årige københavner nået en ny milepæl.

Med en trepointsscoring tidligt torsdag morgen lavede Lundberg sine første point i den prestigefyldte liga. Det skete, da han med Phoenix Suns på udebane tabte med 109-113 til Los Angeles Clippers.

Efter godt fire minutters spilletid i debuten og et lynindhop onsdag fik danskeren for første gang lov til at vise sit værd i en længere periode.

Lundberg var på banen i hele fjerde periode. Her blev han foruden sine tre point noteret for fem assister og to rebounds.

Derudover kan han glæde sig over at have været i aktion i sit holds klart bedste periode i kampen. Med Lundberg på banen vandt Phoenix sidste quarter med hele 48-26.

/ritzau/