Danmarks basketlandshold tabte til Litauen med 76-77, og dermed bliver EM i 2022 uden dansk deltagelse.

Det danske basketlandshold havde mandag mulighed for at kvalificere sig til EM for første gang, men trods en hæderlig præstation udeblev sejren og en plads i historiebøgerne.

Litauen og Danmark var i direkte kamp om en EM-billet, og den snuppede litauerne med mindst mulig margin. På hjemmebane vandt holdet med 77-76.

Kampens slutning blev utrolig spændende, men danskerne missede et forsøg på at tage føringen før de sidste sekunder, og i stedet kunne litauerne juble.

Den første kamp mellem de to nationer endte med en overraskende sejr til Danmark i november, men kunststykket måtte nøjes med at være tæt på at blive gentaget.

Litauen tog teten i starten af opgøret, og Danmark var bagud med 19-25 i første quarter. Danskerne kom ud som lyn og torden til andet quarter og fik udlignet til 29-29.

Litauerne tog dog føringen igen og gik til pause foran med stillingen 41-37.

Danmark måtte til dagens kamp undvære landsholdets største stjerne, Gabriel "Iffe" Lundgaard, og profilen Darko Jukic, men det afholdt ikke basketherrerne fra at give litauerne kamp til stregen.

I tredje quarter kom Danmark tættere på en føring, og efter en fremragende periode, lykkedes det danskerne at komme foran med 60-58. Det var Danmarks første føring i kampen, og frustrationerne blev tydelige på den litauiske bænk.

I fjerde quarter kom litauerne hurtigt tilbage, og tre minutter før slutfløjt var Litauen foran med otte point. Danskerne kæmpede ihærdigt for at hente føringen, men det lykkedes akkurat ikke, og dermed bliver EM i 2022 uden dansk deltagelse.

Kevin Larsen blev Danmarks topscorer med 21 point.

/ritzau/