Influencer og tidligere tv-vært Lisbeth Østergaard havde lørdag aften fundet vej til den røde løber i Boxen i Herning, som traditionen tro lagde rammer til fejringen af sportsåret, der gik.
Og her kunne hun i bakspejlet også kigge tilbage på et år, der bød på en stor ændring i privaten.
I september meddelte hun, at hun skulle skilles efter 12 års ægteskab med den tidligere Robinson-deltager Ralf Christensen.
»Det har været slangens år. Der har været opture og nedture,« fortalte Lisbeth Østergaard, der stadig er ved at vænne sig til den nye tilværelse.
»Det tager jo tid. Og 2026 er helt klart et år, hvor jeg skal finde mig selv – og finde mig til rette i en ny hverdag. Både alene men også sammen med mine drenge.«

Når hun så kigger tilbage på sportsåret 2025, er der ét øjeblik, hun aldrig glemmer.
»Da Danmarks ishockeylandshold slog Canada med 2-1 her i Boxen. Det er mit største øjeblik i 2025,« fortalte Lisbeth Østergaard, der generelt er bidt af ishockey.
»Jeg elsker det! Jeg har elsket det, siden jeg var en lille pige. Jeg kommer jo her fra Herning af, så jeg startede med at tage med min far til hockey, dengang klubben bare hed HIK og ikke Herning Blue Fox.«
»Nu bor vi i Aalborg, som også er en hockeyby – og begge mine drenge går til det. Og går vildt meget op i det. Vi er i hallen hele tiden.«