Nyheden om Kobe Bryants tragiske dødsfald efter et helikopterstyrt havde knap nok lagt sig. Fans og resten af sportsverdenen var stadig i chok.
I det øjeblik tog Washington Post-journalisten Felicia Sonmez en kontroversiel beslutning.
Hun valgte nemlig at lave et Twitter-opslag, hvor hun linkede til en historie fra 2016, hvor Kobe Bryant var blevet anklaget for voldtægt.
I første omgang modtog hun en kæmpe 'shitstorm' fra diverse Twitter-brugere, der kaldte det upassende og ulækkert, ligesom hun senere skrev, at 10.000 personer havde skrevet og sendt volds- og dødstrusler til hende.
Nu er hun så blevet suspenderet af avisen. Det oplyser Washington Post til Daily Mail.
»Den nationalpolitiske reporter Felicia Felicia Sonmezer er blevet placeret på administrativ orlov, mens The Post vurderer, om tweets om Kobe Bryants død var i strid med avisens nyhedsrums politik for sociale medier,« siger administrerende redaktør Tracy Grant.
»Disse tweets udviste dårlig dømmekraft, der underminerede hendes kollegaers arbejde,« fortsætter hun.
Tweetet, som sidenhen er blevet slettet af Felicia Sonmez, linkede til artiklen med overskriften:
'Kobe Bryant's Disturbing Rape Case: The DNA Evidence, the Acuser's Story, and the Half-Confession.' Eller oversat til dansk: 'Kobe Bryants skræmmende voldtægtssag: DNA-beviset, anklagerens historie og den halve tilståelse.'
Efter godt og vel 40 minutter skrev hun så et nyt opslag:
»Nå, DÉT var øjenåbnende. Til de 10.000 mennesker (bogstaveligt talt), der har kommenteret og mailet mig med trusler om misbrug og død, skal I give jer selv et øjeblik og læse historien – som blev skrevet for over tre år siden og ikke af mig.«
»Enhver offentlig person er værd at huskes for i deres helhed, selvom denne offentlige person er elsket, og at helheden er foruroligende.'
Hun tweetede videre om, at de mange hadske kommentarer mod hende sagde mere om dem end om hende.
Hun endte dog til sidst med at slette alle tweets efter den voldsomme reaktion fra Twitter-brugerne.
Faktisk var den så voldsom, at hashtagget #FireFeliciaSonmez (Fyr, Felicia Sonmez, red.) trendede i en periode.
Kobe Bryant blev i 2003 beskyldt for voldtægt af en 19-årig ansat ved et Colorado-hotel forud for en planlagt knæoperation.
Selvom han benægtede alle anklager, der blev droppet, da anklageren nægtede at vidne, indrømmede han, at han havde været sin kone Vanessa utro.
Anklageren gik i stedet efter en civil retssag. Anklageren valgte året efter at henlægge sagen.
Kobe Bryant delte herefter en udmelding, hvor han blandt andet undskyldte til den unge kvinde for sin opførsel:
»Først og fremmest vil jeg gerne undskylde direkte til den unge kvinde, der var involveret i denne hændelse. Jeg vil undskylde for min opførsel den nat og for de konsekvenser, hun har lidt det sidste år.«
»Selvom jeg virkelig mener, at dette møde mellem os foregik i konsensus, anerkender jeg nu, at hun ikke gjorde det og ikke ser denne hændelse på samme måde, som jeg gjorde.«
»Efter måneder med at gennemgå, hvad der skete, lytte til hendes advokat og endda hendes vidnesbyrd personligt, forstår jeg nu, hvordan hun føler, at hun ikke accepterede dette møde.«
Anklagerens civile søgsmål blev afgjort uden for retten i marts 2005.
Siden har Kobe Bryant aldrig talt offentligt om sagen.