Chef de mission Søren Simonsen glæder sig over, at de danske OL-atleter får optimalt sportsligt setup i Tokyo.

Danske OL-atleter behøver ikke at frygte en aflysning eller en ny udsættelse af sommerens Olympiske Lege i Tokyo, og det bliver endda med det optimale sportslige setup, som man har håbet på i forberedelsen.

Det er hovedpunkterne, som Danmarks Idrætsforbunds (DIF) chef de mission, Søren Simonsen, tog med fra et oplysningsmøde med arrangøren for Tokyo 2020 tirsdag.

- Det var dejligt at få sat ord på, hvordan de vil afvikle OL, og ikke om de skal afvikle det. Det var rart at få slået fast med konkrete handlinger på, hvordan man vil håndtere coronasmitten, siger Søren Simonsen.

- Det forstærker historien om, at vi skal afsted. Nu kan vi komme videre med vores planlægning, og atleterne må efterhånden også tænke, at de skal afsted i stedet for at bevare en eller anden frustration over manglende klar besked.

Den danske OL-chef har nemlig fornemmet usikkerheden blandt nogle atleter.

- De har spurgt ind til det, når vi har haft dialog, og det behøver de ikke mere. Nu er der klarhed, og det giver dem den bedste forberedelse, siger Søren Simonsen.

Han er særligt glad for, at det i Tokyo bliver muligt at fastholde det sportslige setup, man havde planlagt, og som man er vant til i forbindelse med OL.

Det inkluderer blandt andet et high performance center med eksperter fra Team Danmark, som atleterne kan interagere med fra OL-byen.

- Vi er meget glade for at have fået forsikringer om, at vi kan fastholde et højt sportsligt setup. Det vigtigste ved OL er, at det handler om elitesport og om atleternes muligheder for at præstere.

- Vi havde frygtet, at der ikke måtte være interaktion mellem OL-byen og omverdenen, og at kun akkrediterede trænere og ledere i OL-byen kunne have interaktion med atleterne, siger Søren Simonsen.

På tirsdagens møde blev der også briefet om de kommende corona-protokoller i forbindelse med OL.

Som udgangspunkt skal alle atleter testes inden afrejsen til Tokyo samt ved ankomsten. Derefter skal alle i OL-byen testes mindst hver fjerde dag, også selv om man er blevet vaccineret.

- Vi er glade for, at der ikke differentieres mellem vaccine og test, når hele verden skal samles. Vi kommer nok også til at begrænse social omgang inden afrejsen med procedurer for de enkelte forbund, fortæller Simonsen.

Først på et senere tidspunkt vil OL-arrangøren melde ud om planerne for at have tilskuere på plads til OL, som afvikles fra 23. juli til 8. august.

/ritzau/