Det virker næsten oplagt, at basketballlegenderne LeBron James og Kareem Abdul-Jabbar har et eller andet form for forhold.

Sidstnævnte havde i 39 år rekorden for flest scorede point i NBA, før LeBron James tog rekorden, og de satte begge rekorden i LA Lakers gule spillertrøje.

Men ikke desto mindre er der ikke et forhold mellem de to. Det slog LeBron James fast, da han forud for sin rekord blev spurgt ind til sine tanker om Kareem Abdul-Jabbar, som hvad deres forhold var.

»Ingen tanker, intet forhold,« lød svaret.

Nu forklarer Kareem Abdul-Jabbar så i et længere essay, hvorfor det forholder sig sådan.

»LeBron sagde, at vi ikke har et forhold. Han har ret, og jeg bebrejder mig selv for det. Ikke for noget, jeg har gjort, men fordi jeg måske ikke har gjort en større indsats for at række ud til ham,« skriver han.

Det begrunder han blandt andet med, at han af natur aldrig har været en fyr, som rakte ud. I stedet er han stille og genert og vil egentlig hellere sidde derhjemme og læse, se tv og lytte til jazz.

Samtidig har de sidste 15 år af den 75-årige stjernes liv ikke handlet så meget om at skabe nye relationer, som det har handlet om at holde fast i de gamle, til spillere som Magic Johnson, Jerry West og Michael Cooper.

Den væsentligste grund er dog, ifølge Kareem Abdul-Jabbar, aldersforskellen mellem de to.

»Jeg satte min scoringsrekord i 1984. Det år, hvor LeBron blev født. Da han begyndte at slå sit navn fast, var jeg allerede ret langt væk fra NBA-verdenen. Ud over nogle få gallafester var jeg som enhver anden fan, der sidder i træningsbukser og spiser lidt for mange usunde snack, mens man ser kampene i tv (...) Jeg kunne ikke forestille mig, hvorfor han skulle have lyst til at hænge ud med en, der er dobbelt så gammel som ham selv.«

Han skriver dog også, at han måske kunne have hjulpet LeBron James med at lette lidt af presset, som han selv kender til, men samtidig hæfter Kareem Abdul-Jabbar sig ved, at LeBron James altid havde en god ven og mentor i Kobe Bryant.

Kareem Abdul-Jabbar slår også fast, at han på ingen måde er ked af, at hans rekord er slået. Tværtimod er han glad for at se, hvordan LeBron James har rykket grænsen for, hvad folk troede var muligt.

Under fejringen af LeBron James var Kareem Abdul-Jabbar også til stede, og den nye rekordindehaver havde da, manglende forhold eller ej, også et par pæne ord at sige.

»Det er en ære at stå her sammen med en legende som Kareem Abdul-Jabbar.«

LeBron James står nu noteret for hele 38.388 point i verdens bedste basketball-liga.