Sumo-legenden Akebono Taro er død 54 år gammel. 

Akebono, der var født på Hawaii, var den første ikke-japaner, der formåede at blive stormester i disciplinen. 

Præcist hvornår han er gået bort, er uklart, da familien ikke har ønsket at specificere det andet end, det er sket inden for de seneste uger. 

Akebono døde af hjertesvigt og har kæmpet med sit helbred, siden han faldt om for syv år siden. 

Foto: Jiji Press/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg var nødt til at få styr på flere personlige ting forud for offentliggørelsen af min mands død,« lyder det fra hans kone Christine Rowan i en pressemeddelelse

Akebono Taro er egentlig født som Chad Rowan, men han tog navneforandring, da han flyttede til Japan for at opnå succes i sumoverdenen. Det lykkedes med 11 mesterskaber, inden han gik på pension i 2001. 

På sit højdepunkt i karrieren vejede han 226 kilogram fordelt på en højde på lidt over to meter. 

Akebono Taros virke roses for at have skabt endnu bedre relationer mellem USA og Japan. 

»Jeg var meget ked af det, da jeg hørte om Akebonos død. En kæmpe i sumoverdenen, en stolt hawaianer og en bro mellem USA og Japan,« lyder det fra den amerikanske ambassadør i Japan, Rahm Emanuel.