Hvis Rudi Völlers krøller i nakken blafrer som en vindpose på Storebæltsbroen, er der ikke noget at sige til det. Den tyske fodboldlegende er nemlig kommet i gevaldig modvind på grund af sin søn.

Han hedder Marco Völler og spiller basketball for både det tyske landshold og i den bedste tyske række for Giessen 46ers – eller det gør han måske ikke det næste stykke tid, for han er blevet taget for at have brugt præstationsfremmende stoffer.

Marco Völler og en holdkammerat er blevet testet positive efter en kamp 11. februar, og de har begge besluttet at afgive blodprøver med håbet om at bevise deres uskyld.

»Jeg kan ikke forklare det. Testene er fra 11. februar og nogle uger senere fik jeg at vide, at der var noget galt med min urinprøve. Jeg håber, at det slutter godt,« siger Marco Völler ifølge Bild am Sonntag.

Dopingsagen har taget masser af overskrifter i Tyskland, og det skyldes ikke mindst, at efternavnet er Völler. Rudi Völler var en af de helt store stjerner, da Tyskland hentede VM-sølv i 1986 og VM-guld i 1990.

Nu tjener han sine penge som sportsdirektør i Bayer Leverkusen, og som om der ikke havde været problemer nok med en sæson med trænerfyring og en placering som nummer 12 i Bundesligaen, kan Rudi Völler nu også se på dopingbeskyldningerne mod sin søn.

Marco Völlers dopingsag forventes at blive afgjort 1. juni, og der er altså stadig mulighed for, at de to spillere ikke har været dopede. Men det vil blodprøverne formentlig give svaret på.