Bordtennislegenden Jan-Ove Waldner kunne ikke håndtere det.

Når der stod tusindvis af kroner på kontoen, kunne de lige så hurtigt bruges igen.

Den 53-årige svenske bordtennislegende fortæller i et stort interview med svenske Expressen om, hvordan han mod slutningen af sin tid på topniveau havde et stort spillemisbrug.

»Jeg tror, at jeg spillede for tæt på fem millioner kroner (svenske, cirka 3,5 millioner danske kroner, red.). Jeg blev tiltrukket af spændingen,« forklarer Jan-Ove Waldner til det svenske medie.

Jan-Ove Waldner. Arkivfoto.
Jan-Ove Waldner. Arkivfoto. KELD NAVNTOFT

Som 23-årig snuppede Jan-Ove Waldner sit første verdensmesterskab i single-bordtennis, og karrieren bød i alt på en gang OL-guld samt seks gange VM-guld og 11 gange EM-guld i forskellige discipliner.

Med medaljerne fulgte berømtheden og pengene. Og derfra begyndte han at spille på alt, der kunne spilles på. Fra fodbold til trav.

En aften kunne sagtens koste mellem 20.000 og 30.000 svenske kroner på spil. Men i 2003 valgte Jan-Ove Waldner så at stå frem med sit problem.

»Jeg ville fortælle om det, og samtidigt skulle det kunne hjælpe andre, der havde et problem med spil. Jeg havde jo ikke dræbt nogen eller gjort noget andet farligt. Det var alt sammen min egen fejl. Kun min. Det var mine penge, det handlede om,« siger Jan-Ove Waldner til Expressen.

Han forklarer, at han i dag stadig godt kan spille en anelse, men at det alt sammen er kontrolleret.

Den i dag 53-årige bordtennislegende stoppede først sin aktive karriere i 2016, hvor han spillede en klubkamp i den svenske liga for Ängby/Spårvägen.

Gennem sin karriere er han blevet betegnet som bordtennis-sportens Mozart, og karrierens højdepunkt var OL-guldet i Barcelona i 1992.

I dag bor Jan-Ove Waldner alene i en treværelses lejlighed i bydelen Johanneshov i det sydlige Stockholm.