Hvor meget vil man egentlig kæmpe for sin plads?

Tilskuerne ved VM i skiskydning får ikke allesammen nummererede pladser, som man kender det fra andre sportsgrene, og det gør kampen om de gode spot til lidt af en disciplin i sig selv.

Ifølge den tidligere OL- og VM-guldvinder Uschi Disl står nogle fans simpelthen med ble på, så de kan forrette deres nødtørft, hvis de har scoret en kongeplads og pludselig kan mærke naturen kalde.

Disl slår en latter op, da hun konfronteres af svenske Aftonbladet, der gerne vil vide mere om 'fænomenet'.

Tilskuerne stimler sammen, hvor der er mest action.
Tilskuerne stimler sammen, hvor der er mest action. Foto: LISA LEUTNER
Vis mere

»Da jeg var aktiv, havde jeg en fanklub, og de var derude dag ud og dag ind. Så kom det frem, hvordan de forreste ikke mister deres pladser ... og fidusen var, at de havde bleer,« siger hun til Aftonbladet.

Hun har ikke hørt om, at det skete andre steder end hendes tyske hjemmebane, hvor der også afholdes VM i disse dage.

»Jeg ved ikke, om det også sker i udlandet, men tyske fans elsker skiskydning,« siger Disl.

I Norge er de også gået videre med historien.

»Det må være en røverhistorie, men jeg håber, det er sandt. Hvis det er sandt, så kan jeg godt lide den måde, de ofrer sig på. Det, at nogen kan tage en ble på for at se mig konkurrere, er dagens optur for mig,« siger en storgrinende Tarjei Bø ifølge Dagbladet.

VM i Oberhof slutter søndag.