For første gang i karrieren spillede LeBron James 82 kampe i NBA-grundspillet og fortsatte unik rekordstime.

New York. Basketballstjernen LeBron James rundede grundspillet i NBA af med at spille lidt over ti minutter i første periode for Cleveland Cavaliers.

Det var akkurat nok til, at LeBron James kunne score ti point i 98-110-nederlaget ude til New York Knicks natten til torsdag dansk tid.

Det var første gang i karrieren, at LeBron James spillede alle 82 kampe i grundspillet.

Han fortsatte samtidig sin stime med et tocifret antal point i de grundspilskampe, han har spillet. I 873 kampe i træk i grundspillet har han nu scoret ti point eller mere. Stimen begyndte den 6. januar 2007.

I kamp nummer 867 slog han legenden Michael Jordans rekord på det område.

Med 87 sekunder tilbage af første periode mod New York Knicks havde LeBron James nået sine ti point, og så stemplede han ud i resten af kampen.

I sæsonen 2008-09 spillede LeBron James 81 kampe i grundspillet, fordi han blev sparet i den sidste kamp. Det gad han ikke denne gang.

LeBron James sluttede sin 15. sæson i grundspillet med 2251 point. Det var det fjerdehøjeste i karrieren, og han endte med et snit på 27,4 point per kamp.

Cleveland Cavaliers er trods det afsluttende nederlag i grundspillet klar til slutspillet, hvor modstanderen bliver Indiana Pacers.

New York Knicks missede slutspillet for andet år i træk og valgte torsdag at fyre cheftræner Jeff Hornacek, som havde ført holdet til 29 sejre og 53 nederlag.

En anden NBA-spiller markerede sig også i historiebøgerne i den sidste kamp i grundspillet.

Oklahoma City Thunder-spilleren Russell Westbrook blev den første NBA-spiller i historien til at ende grundspillet med en triple-double i gennemsnit for andet år i træk.

En triple-double betyder, at en spiller noteres for et tocifret antal point, rebounds og assister.

Det lykkedes akkurat for Russell Westbrook igen i år, da han snuppede sin rebound nummer 16 i 137-123-sejren over Memphis Grizzlies.

Russell Westbrook endte med 6 point, 20 rebounds og 19 assister, og det betød et sæsonsnit på 25,4 point, 10,1 rebounds og 10,3 assister.

Oklahoma City Thunder skal møde Utah Jazz i første runde i slutspillet. Der spilles bedst ud af syv kampe.

/ritzau/