Som den yngste spiller nogensinde rundede LeBron James natten til onsdag 30.000 point i NBA.

San Antonio. Den amerikanske basketballstjerne LeBron James rundede natten til onsdag en imponerende milepæl i verdens bedste basketball-liga, NBA.

Som den yngste spiller nogensinde nåede han således op på 30.000 point i NBA. Med sine 33 år og 24 dage overgår han den hidtidige rekordindehaver Kobe Bryant, der var 34 år og 104 dage, da han satte rekorden.

LeBron James sikrede sig rekorden på en aften, hvor Cleveland Cavaliers løb ind i sit sjette nederlag i de seneste syv kampe.

Holdet tabte 102-114 på udebane til San Antonio Spurs.

I alt blev LeBron James noteret for 28 point i opgøret, men rekorden blev allerede sat i første quarter. Her sendte han med et par sekunder tilbage på uret et langt topointsskud i kurven.

Dermed nåede James op på i alt 30.001 point. Og dermed tilslutter han sig en eksklusiv klub af NBA-spillere, der har nået 30.000 point.

Ud over James drejer det sig om Kareem Abdul-Jabbar (38.387 point), Karl Malone (36.928), Kobe Bryant (33.643), Michael Jordan (32.292), Wilt Chamberlain (31.419) samt stadig aktive Dirk Nowitzki (30,837).

33-årige James er fire gange i karrieren blevet kåret til NBA's mest værdifulde spiller (MVP). Det skete i 2009, 2010, 2012 og 2013.

Han har i øvrigt vundet tre NBA-mesterskaber i karrieren. To med Miami Heat og et enkelt med Cleveland Cavaliers. Efter alle tre finaleserier blev James kåret til finalernes MVP.

/ritzau/