Stjernen fra Los Angeles Lakers har vippet Michael Jordan af fjerdepladsen som den mest scorende NBA-spiller.

Med sit point nummer 32.293 i karrieren overhalede LeBron James tidligt torsdag morgen dansk tid basketball-legenden Michael Jordan på listen over de mest scorende spillere nogensinde i NBA.

Det skete, da James og Los Angeles Lakers tabte til Denver Nuggets med cifrene 99-115.

Den 203 centimeter høje forward fra Los Angeles Lakers indtager nu fjerdepladsen på top-10 listen over de mest scorende spillere i verdens bedste basketball-liga.

Før nattens kamp mod Denver Nuggets manglede LeBron James kun 13 point for at passere Chicago Bulls-legenden på den prestigefulde liste.

Lakers-spilleren tangerede og overgik Michael Jordans rekord med lidt over fem minutter tilbage af andet quarter.

James er nu kun overgået af Lakers-legenden Kareem Abdul-Jabbar (38.387), Karl Malone (36.928) og Kobe Bryant (33.643). Michael Jordan ligger på en femteplads med 32.292 point.

Præstationen er særlig speciel for den 34-årige LeBron James, der voksede op i Ohio og forgudede Michael Jordan.

- Jeg kan slet ikke forestille mig det her. Det bliver så uvirkeligt. Wow mand, skrev James på Twitter kort før kampstart.

For godt en uge siden nåede LeBron James som den første en ny, vild milepæl i karrieren.

Natten til tirsdag i sidste uge blev han således den første til både at figurere på listen over de ti mest scorende og de ti mest assisterende spillere nogensinde i NBA.

Milepælen blev nået, da han lavede sin første af 11 assister for Los Angeles Lakers i nederlaget på 105-110 ude mod Memphis Grizzlies.

Med de 11 assister nåede James op på 8535 assister i karrieren, hvilket er det tiende højeste antal nogensinde. Efter kampen mod Denver Nuggets natten til torsdag er han oppe på 8577. Det er fortsat det tiende højeste antal.

Derudover ligger LeBron James på femtepladsen over spillere med flest "triple-doubles" - en betegnelse for at lave et tocifret antal point, assister og rebounds i en kamp.

Dem har James lavet 79 gange, hvilket kun Oscar Robertson (181), Magic Johnson (138), Russell Westbrook (128) og Jason Kidd (107) har slået.

/ritzau/