I 2018 var basketballstjernen LeBron James for ottende sæson i træk i NBA-finalen. Selv om det blev til nederlag sammen med Cleveland Cavaliers, har James været en fremtrædende figur igen i år.

Så fremtrædende at Associated Press (AP) for tredje gang på seks år har kåret LeBron James til Årets Mandlige Atlet.

»I 2018 fortsatte han med at imponere på banen, åbne "I Promise"-skolen for udsatte børn i sin hjemby Akron, Ohio, og yderligere bruge sin stemme som en aktivist, der modsætter sig at få besked på at "tie stille og bare drible",« lyder det i begrundelsen fra AP.

James modtog også hæderen i 2013 og 2016.

LeBron James fik 78 point i afstemningen om prisen, mens baseballstjernen Mookie Betts fra Boston Red Sox blev nummer to med 46 point.

NHL-russeren Alexander Ovechkin fra Washington Capitals, quarterback Patrick Mahomes for NFL-holdet Kansas City Chiefs og galophesten Justify kom ind på de følgende pladser.

Serena Williams tog prisen som Årets Kvindelige Atlet.

/ritzau/