Han er for meget. Så kontant er dommen fra en tv-kommentator over basketspilleren LeBron James.

»LeBron er en berømtheds og social-medie junkie.«

Sådan lyder det fra Jason Whitlock fra Fox Sports i programmet 'Speak for Yourself'.

Kritikken kommer efter, at basketstjernen i weekenden overværede sin søns basketballkamp, og der blev han ifølge flere lidt for begejstret. Lakers-spilleren forsøgte nemlig at stjæle rampelyset fra sin søn, mener Whitlock. Det skriver New York Post.

Da sønnen, der går under kaldenavnet 'Bronny' spillede kamp med sin verdensberømte far på sidelinjen, var han vidne til en far, der jublede meget på sidelinjen. Faktisk i en sådan grad, at LeBron James tabte sin ene sko, hvilket kan ses i tweetet ovenover.

Derudover brugte LeBron James tiden på at vise sig frem, da han inden kampen viste, hvad han selv kan med en bold - det viste han blandt andet ved at dunke den i nettet.

Og det er altså for meget, mener Jason Whitlock, der tror, LeBron James forsøger at skabe sig et brand på de sociale medier med sin opførsel. En opførsel, Jason Whitlock langtfra er imponeret over. Han sammenligner faktisk hele situationen med afhængighed af stoffer.

»Det er upassende. Det viser, hvordan berømtheden har ændret LeBron det seneste årti. Berømthed er et stof, som er farligere end kokain. Han flyttede til Los Angeles for at få en større rus,« siger Jason Whitlock i programmet 'Speak for Yourself'.

Faktisk opfordrer han endda LeBron James til at følge de ord, som basketstjernen selv tidligere har sagt. For da LeBron James' mor i 2008 blev vred under en NBA-kamp, var LeBron James den første til at fortælle hende, at hun bare skulle sætte sig ned. Og det burde James også gøre, mener Jason Whitlock.

»Det er det alle forældre - uanset hvor berømte de er - skal. De skal ikke lade deres egen hungren efter berømmelse overskygge deres børn. LeBron skal følge det råd, han selv gav sin mor: sæt dig ned!« lyder det kontant fra Whitlock.

Samme holdning deler Fox Sports-kollegaen Skip Bayless, der har kaldt LeBronn James for 'pinlig'.

Det er dog langt fra alle, som er enige med tv-værterne i kritikken. LeBron James' NBA-kollega Jayson Tatum, som spiller for Boston Celtics, er en af dem, som er uenige.

'Med så mange fædre, der ikke støtter deres børn, så bliver vi sure, fordi han er oprigtigt glad for sin søn! Lol (laughing out loud, red.) det er skørt. Jeg kan ikke vente, til min søn bliver ældre, og jeg kan støtte ham i hvad end, han vil' skriver Tatum på Twitter.

Det samme gør basket-ikonet Dick Vitale i et opslag på Twitter.

For Vitale er bare glad for at se en far, der går op i sønnens sportsgren.

'Kom nu Skip, det kan du seriøst ikke mene. Jeg vil hellere se en far, der ligesom LeBron James bliver overbegejstret over at se sin søn end en fyr, der aldrig har tid til sin søn eller datter. Trist måde at få opmærksomhed på. Skip, du langer ud efter en far, der går op i det,' skriver Vitale.