Los Angeles Lakers har kurs mod topseedning til NBA-slutspillet i Western Conference efter niende sejr i træk.

Efter en lunken første sæson hos Los Angeles Lakers har NBA-stjernen LeBron James for alvor fået tændt op under holdet i denne sæson.

Natten til tirsdag dansk tid gik det ud over James' hjerteklub, Cleveland Cavaliers, som i Los Angeles blev slået med 128-99.

Det var Lakers' niende sejr på stribe, og holdet topper suverænt Western Conference, som er den ene halvdel af grundspillet.

LeBron James og co. har 33 sejre efter 40 kampe, mens Denver Nuggets og Utah Jazz på de næste pladser har 27 sejre i 39 kampe. Hvert hold spiller 82 kampe i grundspillet.

Den tredobbelte NBA-mester James var i kampen mod Cleveland Cavaliers nok en gang hjemmeholdets store profil. Med 31 point og 8 assister førte han begge statistikker i kampen.

Gæsterne førte ellers med et enkelt point halvvejs, men så antændte Lakers og vandt de to sidste perioder med samlet 30 point.

LeBron James er født og opvokset i Ohio ikke langt fra Cleveland, hvor han også indledte sin NBA-karriere i 2003.

I 2010 drog han videre til Miami Heat for at vinde titler, og han fik to af slagsen frem mod 2014, hvor han vendte hjem til Cleveland, fordi det var der, han hørte til, mente han.

James løftede holdet, som kom i fire NBA-finaler på stribe. I 2016 hjalp han holdet til at bryde byens lange titeltørke, men forud for sidste sæson ville han igen gerne prøve noget andet.

Han forlod Cleveland for at genrejse den slumrende kæmpe Los Angeles Lakers. Det ser ud til, at den mission er ved at lykkes nu.

/ritzau/