Den danske dressurstjerne Cathrine Dufour vandt lørdag Grand Prix Freestyle med en magisk score på 90,005 procent i finalen.

Det er første gang, at en dansker opnår en score på over 90 procent. Cathrine Dufours hidtidige rekord var med hesten Cassidy, hvor de red til 88,2 procent.

Verdensrekorden holdes af britiske Charlotte Dujardin og hesten Valegro med en score på 94,30 procent.

Samtidig hev hun en præmiesum hjem på 56.000 kroner, og nu hyldes hun af sin hustru, Rasmine Laudrup, efter det yderst flotte resultat.

Grand Prix Freestyle som blev afholdt i Jyske Bank Boxen i Herning, er den sværeste klasse af alle, og her rider rytterne til musik. Derudover har rytterne selv lavet det program, de rider til.

Dufour red på hesten Bohemian, som også var med til OL i Tokyo, hvor Dufour var yderst tæt på at sikre sig en medalje i dressur.

»Allerede i går føltes han godt inde i Boxen, det var en stor glæde for mig, og publikum er skøre på den bedst mulige måde. Han har udviklet sig godt, og i dag følte jeg vi dansede til musikken. Det var et stolt øjeblik for mig på podiet sammen mine tre kolleger og bedste venner,« sagde Cathrine Dufour efter sejren ifølge Zibrasport.

Deres nærmeste konkurrent til lørdagens Grand Prix Freestyle var Carina Cassøe, som red på Heiline's Denciera. Cassøe var også med til OL, hvor hun var med til at blive nummer fire i holdkonkurrencen.

Rasmine Laudrup, som er springrytter, deltog også til stævnet i Herning, og her blev hun placeret i klassen 130 med hesten Clear Fight.

29-årige Rasmine Laudrup, der er datter af Brian Laudrup, blev sidste år gift med den 30-årige dressurstjerne Cathrine Dufour. Det bekræftede parret i november efter flere måneders spekulationer.

Parretblev forlovet i september 2020, da Rasmine Laudrup overraskede alt og alle ved at gå på knæ, efter Cathrine Dufour havde vundet DM i dressur.

Et øjeblik, der blev delt heftigt på deres sociale medier.

Til daglig bor parret i Fredensborg, hvor de driver en virksomhed, der uddanner og sælger heste.